Nicklas Bendtner er efter fredagens dom tilbage i Rosenborg.
»Han har det okay. Både som spiller og privatperson ved han, hvad vi forventer af ham.«
Sådan siger Rosenborgs træner Rini Coolen til Adresseavisen. Han talte med Nicklas Bendtner lørdag morgen inden dagens træning.
»Nicklas giver sig altid 100 procent som fodboldspiller og gør det, vi beder ham om. Det (dommen, red.) er ikke et problem inden morgendagens kamp. Han er i truppen i morgen og klar til at spille,« siger Rini Coolen om den danske angriber.

Fredag blev Nicklas Bendtner idømt 50 dages ubetinget fængsel for en episode med en taxachauffør natten til den 9. september i år. Efter nogle uoverensstemmelser mellem chaufføren, Nicklas Bendtner og fodboldspillerens kæreste Philine Roepstorff, valgte de to sidstnævnte at hoppe ud af taxaen.
Det gjorde de uden at betale, da de mente, chaufføren havde snydt dem. Det fik chaufføren til at køre efter dem, kaste en genstand og råbe skældsord, hvorefter Nicklas Bendtner slog chaufføren i ansigtet.
Fodboldspilleren er også tiltalt for at have sparket chaufføren i ansigtet, men det fremgik ikke tydeligt af videomaterialet i retten, om Nicklas Bendtner - der i klippet løftede benet - ramte ham i hovedet.
Nicklas Bendtners advokat Anders Nemeth sagde i retten, at de ankede dommen med det samme. Og i Rosenborg er der forståelse for, at angriberen lørdag ikke ønskede at udtale sig særligt meget om dommen til pressen.

»Han er her for at spille fodbold. Det, tror jeg, er smart at fokusere på,« siger klubbens leder Ivar Koteng til Adresseavisen.
Nicklas Bendtner havde ikke meget at sige om fredagens dom, og nu venter angriberen på at sagen kommer for Landsretten.
Også taxichaufføren var fredag i Københavns Byret. Her var han tiltalt for forsøg på vold, efter han kastede en genstand - der i retten blev beskrevet som både en tom dåse og en flaske - efter Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff.
Han blev dog frikendt, men hans arbejdsplads har efterfølgende udtalt, at de skal have en samtale med ham om opførslen den nat.
