»Georgina, du har et stort hjerte.«

Cristiano Ronaldos kæreste læser brevet op. Et brev, der er skrevet af et lille barn. Og det får i den grad tårerne frem hos modellen i Netflix-programmet 'I am Georgina'.

»Det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke glemmer, hvor jeg kom fra. Når jeg tænker på de børn, bliver jeg altid følelsesladet,« fortæller Georgina Rodriguez i klippet, hun har delt på sin Instagram-profil.

Brevet er skrevet af et barn, der kommer fra Madrid og som har det svært. I julen 2020 var Georgina Rodriguez med til at dele gaver ud til udsatte børn, noget der skete i samarbejde med en organisation, hun arbejder med.

Og der er en særlig grund til, brevet fik tårerne frem hos modellen, der bestemt ikke havde det let, indtil hun mødte verdensstjernen, som hun i dag har børn med.

For inden mødet med Cristiano Ronaldo boede hun i et gammelt lagerrum til omkring 2.200 kroner, om måneden. Hun havde ikke råd til hverken at betale for varme eller aircondition, hvilket betød, at hun boede ekstremt varmt om sommeren og frøs helt vildt om vinteren.

Det var en svær start i Madrid for Rodriguez, der arbejdede i en Gucci-butik som sælger.

»Mit liv ændrede sig, den dag jeg mødte Cristiano Ronaldo,« fortæller hun om mødet med den portugisiske verdensstjerne, som hun har dannet par med siden 2017.

At meget har ændret sig for Georgina Rodriguez er da også tydeligt, hvis man eksempelvis kigger på hendes sociale medier. Hun har lige knap 30 millioner følgere på Instagram, og mens hun voksede op i fattigdom, lever hun i dag et liv i luksus med superstjernen.

Parret har sammen datteren Alana, og de venter tvillinger – en dreng og en pige – til april. Cristiano Ronaldo har sønnen Cristiano Jr., som i dag er 11 år, og så har han også tvillingerne Eva og Matheo, der kom til verden i juni 2017 ved hjælp af en rugemor.

Programmet om Georgina Rodriguez kommer på Netflix den 27. januar.