Hun er vokset op i fattigdom i en spansk provinsby, har arbejdet i butikker og været au pair, og hendes far har siddet 10 år i fængsel for narkosmugling.

Men så blev hun kæreste med Cristiano Ronaldo, og nu lever Georgina Rodriguez et liv i sus og dus som en sand it-girl med over 21 millioner følgere på Instagram.

Men det er ikke alle, der har reageret på hendes opstigning i samfundslagene med lige stor velvilje, fortæller den selverklærede 'grimme ælling'.

»Folk er misundelige på min partner og mig. Misundelse er en følelse, som ødelægger mennesker. De udvikler sig ikke, men bliver fyldt med vrede og had,« siger Georgina Rodriguez, som har dannet par med fodboldsuperstjernen Ronaldo, som også har en hård opvækst bag sig, siden 2016:

Foto: JON NAZCA
Vis mere

»Det virker, som om det er bedre at være født rig end at arbejde sig op og opnå rigdom, når man er startet på samme niveau som de fleste mennesker,« fortsætter fodboldfruen i et interview med magasinet Mujerhoy.

Den 26-årige spanier er i dag mor til en pige, hun fik med Ronaldo i 2017. Det celebre par mødte hinanden i den tøjbutik i Madrid, hvor Georgina Rodriguez dengang arbejdede.

Rodriguez lever nu som fuldtidsmor, model og reklamesøjle og har flere store sponsorater og attraktive modelopgaver på cv'et.

Hun fortæller, at det ikke lige lå i kortene, at hun skulle leve et glamourøst liv som voksen, da hun blev født.

»Jeg var den grimme ælling, som er blevet en smuk svane. Der var ingen, der ved min fødsel ville have sagt, at jeg var blevet smuk en dag. Det har jeg altid fået at vide. Jeg elsker mig selv, som jeg er. Ingen er perfekt. Men vi er alle unikke.«

Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere