Den kontroversielle fodboldstjerne Mario Balotelli er kommet i et gevaldigt stormvejr efter en tv-optræden af den mere aparte slags.

For kendere af den tidligere italienske landsholdsstjerne kommer det måske ikke som en overraskelse, at han påny har ramt overskrifterne for noget, som ikke har med fodbold at gøre.

Dumme sager og idiotiske påfund har nemlig fulgt hånd i hånd med lækkerierne på banen og målene for klub og land i en karriere, som efterhånden må siges at være ved at være forbi på absolut topplan.

Denne gang er det noget så upassende som en voldtægts-joke, der har sendt 30-årige Balotelli ud i en shitstorm i hjemlandet. Den fyrede den tidligere Liverpool-, Inter- og AC Milan-spiller af, da han var gæst i den italienske udgave af 'Big Brother', hvor hans bror er fast deltager.

I et interview bliver Balotelli spurgt ind til en af de øvrige deltagere i årets 'Big Brother', den brasilianske model Dayane Mello, som tidligere har påstået at have haft en affære med fodboldstjernen.

»Dayane ville gerne have dig med i 'Big Brother'-huset,« siger værten.

»Ja, men så hun ville bare sig 'stop, stop, det gør ondt',« svarer Balotelli med et smørret grin, mens flere af de øvrige deltagere i programmet ser noget chokerede ud over den bizarre kommentar.

Kommentaren kaster efterfølgende en række vrede reaktioner af sig, og nu har Balotelli forklaret sig på Instagram.

»Piger, jeg undskylder, hvis der er nogen, der er blevet stødt. Jeg kender Dayane rigtig godt, og vi har en særlig omgangstone, som kan virke vulgær, men jeg holder meget af hende,' skriver Balotelli, som også siger undskyld og forklarer, at han har tre søstre, en mor og en datter, hvorfor 'kvinder er hans liv'.