'Godt at se dig, min ven.'

Sådan lød det på verdensstjernen Cristiano Ronaldos sociale medier, da han tidligere på måneden slog et billede op med den ultra-kontroversielle canadiske psykolog Jordan Peterson.

Billedet satte kog i de sociale medier, hvor Ronaldo fik massiv kritik for sit møde med psykologen, der har været i vælten for kontroversielle holdninger som brugen af corona-vaccine i samfundet og har fået Twitter-karantæne for at have kritiseret den transkønnede skuespiller Elliott Page.

Nu forklarer Jordan Peterson så selv, hvorfor han pludselig var i selskab med Manchester United-stjernen.

»Cristiano Ronaldo inviterede mig hjem til sig for at besøge ham. Han havde nogle problemer i sit liv for nogle måneder siden, og på det tidspunkt sendte en af hans venner ham nogle af mine videoer.«

»Han ville gerne tale med mig, så jeg tog ud til hans hjem, og vi talte i et par timer,« siger Jordan Peterson i Piers Morgan-programmet 'Uncensored' og løfter en smule af sløret for, hvad de to talte om.

»Vi talte mest om, hvad han gerne ville i fremtiden, og vi talte om nogle af de forhindringer, han møder, mens hans jagter det.«

Over sommeren var Cristiano Ronaldo et af fodboldverdenens helt store samtaleemner, fordi han adskillige gange blev rygtet væk fra klubben, og han var heller ikke en del af opstarten under klubbens nye cheftræner, Erik Ten Hag.

Det endte dog ikke med et skifte væk fra United, hvor han fortsat har kontrakt til 2023.