Alt har handlet om det, der sker på banen for Cristiano Ronaldo, de seneste uger. Eller manglen på samme, fristes man til at sige.

Men lige nu er der dog noget andet, som har stjålet opmærksomheden for en stund.

For den portugisiske verdensstjerne er nemlig havnet i massiv modvind efter at have delt et billede på de sociale medier i den netop overståede weekend. Du kan se opslaget nederst i artiklen.

Her modtager Manchester United-superstjernen voldsom kritik for at have haft besøg af den kontroversielle psykolog Jordan Peterson, skriver flere engelske medier – heriblandt Daily Mail.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

'Godt at se dig, min ven,' skriver Ronaldo i opslaget, som har fået mange af hans følgere op i det røde felt.

De er nemlig stærkt utilfredse med, at den portugisiske fodboldstjerne bruger tid sammen med canadiske Jordan Peterson, som de seneste år har været i vælten flere gange for sine kontroversielle holdninger.

Blandt andet for at have kritiseret transkønnede personer og brugen af corona-vaccine i samfundet.

Du kan se et lille udpluk af de mange vrede kommentarer herunder:

  • 'Ronaldo ødelægger sit eftermæle her.'
  • 'Hvordan kan I være overraskede over, at nogen så snæversynet som Ronaldo synes, Jordan Peterson er en god fyr?'
  • 'Wow! Jeg er færdig med ham nu.'
  • 'Forestil jer, hvordan mange unge mænd lige nu bruger deres tid på at se videoer med Jordan Peterson.'
  • 'Hvor er det ekstremt skuffende at se Ronaldo sådan.'

I 2017 blev Jordan Peterson udelukket fra Twitter efter at have kritiseret og angrebet den transkønnede skuespiller Elliot Page, som tidligere var kendt som Ellen Page.

Cristiano Ronaldo har været sommerens helt store samtaleemne i Fodboldeuropa, hvor adskillige rygter sendte portugiseren væk fra Manchester United.

Angriberen endte dog med at blive i den engelske storklub, hvor han dog har siddet mere på bænken, end han har været på banen i denne sæson.

Cristiano Ronaldo startede dog inde i torsdagens Europa League-opgør mod Real Sociedad, som englænderne tabte med 0-1.