Ifølge finansmediet Bloomberg er voldtægtsanklagen mod Juventus-angriberen Cristiano Ronaldo droppet.

En voldtægtsanklage mod fodboldspilleren Cristiano Ronaldo i USA er droppet, skriver finansmediet Bloomberg.

Bloomberg har af en retsinstans i Las Vegas fået oplyst, at sagen frivilligt er blevet droppet.

Det vides ikke, om der er indgået et forlig i sagen.

Foto: CARLOS COSTA
Vis mere

Sidste år skabte anklagen mod Ronaldo store overskrifter, og The New York Times skrev i marts, at portugiseren ikke ville rejse med til USA af frygt for at blive arresteret.

Ronaldo har offentligt afvist anklagen om voldtægt.

Det er den amerikanske kvinde Kathryn Mayorga, som påstår, at Ronaldo voldtog hende på et hotelværelse efter en bytur i Las Vegas i 2009.

Anklagerne kom frem i september sidste år i det tyske magasin Der Spiegel.

Foto: FILIPPO MONTEFORTE
Vis mere

Den nu 33-årige Cristiano Ronaldo var dengang spiller for Manchester United, da han mødte den to år ældre Kathryn Mayorga på en natklub i spillebyen.

Efterfølgende inviterede han hende og andre festdeltagere med op i sin suite.

Det var her - i hotellets badeværelse - at Mayorga siger, at Ronaldo voldtog hende.

»Efter at han voldtog mig, ville han ikke lade mig være. Han kaldte mig 'baby, baby'. Han gav mig et skyldigt blik. Som om han havde dårlig samvittighed. Jeg husker det ikke helt, men jeg mener, at han sagde 'undskyld' og 'er du kommet til skade?'« udtalte Mayorga til Der Spiegel i september sidste år.