Den tidligere Manchester United-spiller Rio Ferdinand er blevet ramt af en ny tragedie. Blot to år efter at han mistede sin kone Rebecca Ellison til kræft, er Ferdinands mor Janice Lavender gået bort som 58-årig ligeledes på grund af kræft.

Historien har været fremme i de engelske medier de seneste dage, men nu har den tidligere fodboldstjerne selv sat ord på sit store tab på sin Instagram-profil. I et rørende opslag erklærer han sin ubetingede kærligheden til sin nu afdøde mor.

»Evnen, du havde til at føle mig elsket hver eneste øjeblik af mit liv uden behovet for at sige det højt eller bare det at være ved min side, vil aldrig blive glemt. Du var en fighter, en lille fighter med et stort hjerte. Og du bar dit hjerte udenpå tøjet hele vejen igennem,« skriver han blandt andet.

Ferdinands mor var en stor støtte for ham efter tabet af sin kone. Et tab, som Rio Ferdinand selv har sat ord på i dokumentaren 'Rio Ferdinand: at være mor og far'.

»I mine allersværeste tider var du mit skinnende lys og gjorde det til din mission at være der for mig og mine børn. Tro mig, det vil aldrig blive glemt. Fra at køre dem i skole til at lave lektier til at få dem til at få dem til at smile... til at starte til ridning med dem. De vil altid huske det,« lyder de flotte ord fra Ferdinand til sin mor.

»Du var den mest uselviske og givende person, jeg nogensinde har kendt, og det kom fra et ægte sted af kærlighed. Måden, du rørte så mange hjerter på, vil leve videre, og det vil være måden, som mange husker dig, mor. Du var en inspirerende person på så mange områder. En dag kan jeg fortælle dem alle til dig ansigt til ansigt. Jeg elsker dig, mor,« slutter Ferdinand sit opslag med.

Janice Lavender døde torsdag efter et langt og hårdt forløb med kræft. Ferdinands kone gik bort i maj 2015.