Det vækker stor undren, at Glen Riddersholm blot halvanden måned efter sin tiltrædelse som sportsdirektør i Superliga-klubben Vendsyssel FF har sagt ja til at blive ny cheftræner i Sønderjyske med virkning fra 1. februar.

»Opsigelsen kommer totalt bag på os,« siger Vendsyssel FF's bestyrelsesformand, Jacob Andersen, til B.T.

Således havde man ikke forventet, at Glen Riddersholm allerede nu søger nye græsgange - 49 dage efter at være tiltrådt.

»Da vi ansatte ham med virkning fra 1. november, spurgte vi hårdt ind til, hvorvidt han fortsat havde trænerambitioner. Svaret var nej, og derfor turde vi ansætte ham,« siger Jacob Andersen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Nordjyskes sportsredaktør, Claus Jensen, undrer sig også:

»Det er forventeligt, at Riddersholm ikke sad længe i jobbet i Vendsyssel FF. Men så kort tid? Han var mere desperat efter at få foden indenfor i Superliga-regi, end jeg troede. Utroværdigt,« skriver han i et opslag på Twitter.

Så kontant ønsker Jacob Andersen imidlertid ikke at udtale sig om Glen Riddersholms beslutning.

»Det er et hårdt ordvalg, som sportsredaktøren fremfører. Selv ønsker jeg kun at sige, at vi i Vendsyssel FF både er skuffede og kede af udviklingen,« siger Jacob Andersen.

Glen Riddersholms beslutning om, at han ikke længere ønsker at være tilknyttet Vendsyssel FF, betyder, at den nordjyske Superliga-klub skal finde en ny sportsdirektør.

Hvorvidt Ole Nielsen, der i øjeblikket er ledig og tidligere har haft lignende jobs i Sønderjyske, Viborg FF og Randers FC, er et emne, vil Jacob Andersen ikke kommentere på.

»De næste par dage bruger vi i klubben på at lægge en slagplan for, hvordan vi vil agere på den ny situation. Én ting er 100 procent sikkert: Vi panikker ikke, da vi er godt forberedte på januar måneds transfervindue. Vi ved, hvem vi skal have ind, og hvem vi skal have ud. Ingen er uundværlige, så værre er det heller ikke,« lyder Jacob Andersens slutreplik.

Sønderjyske stod uden en træner, da Claus Nørgaard mandag blev fyret.