Rebecca Laudrup er en kvinde, der altid har valgt med hjertet.

Det har hun gjort mange gange i løbet af sit liv, og det var også tilfældet, da hun boede i Paris. Det fortæller hun i sin nye bog 'Jeg finder altid hjem'.

I det franske valgte hun at lave kunst. Hun tegnede, malede, tog billeder og alt sådan noget i den dur, med støtte fra forældrene, så længe hun også læste nogle fag.

Men Rebecca Laudrup var ikke lykkelig i Paris, hvor hun var flyttet til – alene – for at studere, fortæller hun i bogen.

»I sidste ende måtte jeg jo trække stikket og flytte, fordi mit hjerte var ved at briste af ensomhed. Jeg elskede mit studium, men der var ikke nok psykologitimer i døgnet til, at jeg ville ombestemme mig og blive. Jeg havde brug for nærvær, omsorg, fællesskab og fysisk kontakt,« fortæller hun i bogen. Hun fulgte sit hjerte. Noget, som ikke alle forstod.

»Jeg fik sgu hug for det, fordi jeg valgte at følge mavefornemmelsen i stedet for at gøre, som andre mente, jeg burde, og blive og gøre min uddannelse færdig, selvom det betød, at jeg var nedtrykt,« fortæller Rebecca Laudrup, der som ung var vant til at flytte rundt i forbindelse med farens fodboldjob.

To, hun dog altid har kunnet regne med støtte fra, er netop forældrene, Michael og Siw Laudrup. To, der altid har støttet hende, og det samme gjorde de, da hun vendte hjem fra det franske. Efter at have været i praktik på magasinet ELLE, var der nemlig ikke nogen plan.

Men hun havde ikke lyst til at flyve tilbage til studierne i Frankrig. Noget, hun droppede endegyldigt, da hun efter en ny praktikperiode fik tilbudt job på ELLE.

Rebecca Laudrup er datter af Michael Laudrup og Siw Laudrup.
Rebecca Laudrup er datter af Michael Laudrup og Siw Laudrup. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Og selvom forældrene var glade på hendes vegne, blev Michael Laudrup en lille smule skeptisk.

»Da jeg sagde, at jeg ikke ville tilbage til Paris, er det nok den eneste gang, jeg har kunnet se på min far, at han havde en lille rynke i panden, da han var i tvivl, om jeg nu gjorde det rigtige. 'Jamen, hvad med alle dine flotte karakterer?' sagde han forgæves. Han var ikke ked af, at jeg ikke længere skulle læse, men mere bange for, at mine karakterer ville gå til spilde,« fortæller Rebecca Laudrup.

Bekymringen blev dog vendt til en glæde over, at hun havde fået et job, som hun var glad for, og i dag arbejder Rebecca Laudrup stadig på modemagasinet.

I april blev hun desuden gift med Frederik Svejborg, hvilket skete ved et storstilet bryllup på Holckenhavn Slot ved Nyborg.

Her tog den 25-årige brud og hendes mand fusen på alt og alle, da de lige inden vielsen afslørede, at de faktisk allerede var blevet gift én gang.

Det skete, inden de sammen flyttede til Hongkong i forbindelse med Frederik Svejborgs arbejde.

»Vi blev gift hjemme hos min mor og far i lejligheden i København for to år siden,« afslørede en smilende og glad Rebecca Laudrup lige efter ceremonien i slotskirken.

Ud over at arbejde for ELLE har Rebecca Laudrup sin egen blog, og så er hun også uddannet stylist.