Den ene dag er han inde, den næste ude.

Historierne om Christian Eriksens mulige sommerskifte til mægtige Real Madrid har allerede få dage inde i transfervinduet været på lidt af en rutsjebanetur.

Lige nu går det desværre ikke den rigtige vej, hvis man drømmer om at se Tottenhams danske landsholdsstjerne skifte én hvid trøje ud med en anden.

Real Madrid vil have en ny midtbanespiller, og lige nu står valget mellem Eriksen og Manchester Uniteds franske superstjerne, Paul Pogba.

Christian Eriksen er i direkte kamp med Manchester Uniteds Paul Pogba om et skifte til Real Madrid.
Christian Eriksen er i direkte kamp med Manchester Uniteds Paul Pogba om et skifte til Real Madrid. Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

Men følge spanske medier er Pogba den foretrukne kandidat hos cheftræner Zinedine Zidane, og nu er sandsynligheden steget for, at 'Zizou' får, hvad han ønsker.

Pogba vil nemlig til Real Madrid, og han er klar til at presse Manchester United for at få sin vilje. Det skriver Real Madrids hoforgan, Marca.

Pogba vil ikke blive i Manchester, og han vil heller ikke tilbage til Juventus, som også jagter ham. Han vil til Madrid, hvor Zidane står klar med åbne arme.

Dét faktum sandsynliggør en handel, hvor Pogba ryger til Real Madrid og efterlader Christian Eriksen med en lang næse.

Foto: EDDIE KEOGH
Vis mere

Det samme gælder den ikke ubetydelige detalje, at Pogbas kontroversielle agent, Mino Raiola, fredag tilbageerobrede sin licens, så han nu kan arbejde med en mulig transfer ude i lyset i stedet for inde i skyggerne.

Marca skriver derfor også, at 'det går ud over Eriksen, som derfor er tæt på at forlænge sin kontrakt med Tottenham'.

Men... Og der er et men. Manchester United vil forlange en særdeles høj pris for Paul Pogba, og det kan være Christian Eriksens chance. Fredag skrev den franske avis L'Équipe, at  Real Madrid ikke vil tømme bankkontoen for at sikre sig Pogba.

Rutsjebaneturen fortsætter derfor, når det gælder Christian Eriksen og Real Madrid. I hvert fald lidt endnu.