Løgn. Nonsens. Respektløst.

Real Madrids belgiske målmand Thibaut Courtois er mere end almindeligt sur over, at medierne har spredt falske rygter om, at han skulle lide af angst.

Det fortæller han i interview med ESPN.

»Jeg ved, hvad det vil sige at være elitespiller. Jeg er meget glad, og jeg har ikke nogen angstlidelse,« siger den 27-årige keeper og fortsætter:

»Medierne er nødt til at tage ansvar og ikke publicere løgne og nonsens om ting som dette, for der er mennesker, som virkelig lider af det.«

Rygterne begyndte at florere i de spanske medier, efter Courtois blev skiftet ud i pausen af Champions League-opgøret mod Club Brugge. Her mente de, at det var en angstlidelse, der tvang belgieren af banen.

På det tidspunkt var den spanske storklub bagud 2-0.

Efterfølgende var klubben selv ude og afvise rygterne og forklarede, at der var tale om et maveonde.

Thibaut Courtois blev skiftet ud i pausen af opgøret mod Club Brugge på grund af et maveonde.
Thibaut Courtois blev skiftet ud i pausen af opgøret mod Club Brugge på grund af et maveonde. Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU
Vis mere

»Jeg synes, det er respektløst over for både spilleren og de mennesker, der har problemer og lider af det,« siger Courtois.

Målmanden forklarer, at det netop var et slemt maveonde, der plagede ham, og at han efterfølgende har døjet med lidt sygdom.

Det betød også, at Courtois sad ude, da Real Madrid i weekenden besejrede Granada.

Real Madrid ligger lige nu på førstepladsen i La Liga med to point ned til FC Barcelona.