'Til grin', 'elendigt' og 'det bliver åbenbart bare værre og værre'.

Sådan lyder sammenfatningen af skældsordene fra fans og den spanske presse, som har ramt Real Madrids flop-stjerner, der leverede en tam indsats i sæsonens første Champions League-kamp.

Her tabte Luka Modric og co. med 3-2 på hjemmebane mod reservespækket Shakhtar Donetsk-mandskab, som rejste til Madrid uden hele 10 førsteholdsspillere, der alle var ude på grund af corona. Ukrainerne førte 3-0 ved pausen!

En vred Real-træner Zinedine Zidane låste efterfølgende sine spillere inde i omklædningsrummet i en time, inden de slukørede kunne vandre ud til pressen, som ventede med sablerne trukket. Dommen over de spanske superstjerner er da også benhård i dagens sportsaviser.

»Det bliver værre og værre dag for dag. Madrid er i frit fald. Og på lørdag venter Barcelona,« skriver Marca med henvisning til lørdagens El Clasico mellem Real Madrid og ærkerivalerne.

»Mestrene til grin. Et forfærdeligt niveau inden El Clasico,« skriver Sport, mens dommen lyder således i AS under overskriften 'pinligt':

»Madrid bliver fældet af Shakhtars reserver i en forfærdelig første halvleg.«

»Vi manglede lidt af hvert, men især selvtillid. Jeg så ikke det hold, jeg gerne ville fra start. Det er min skyld. Nu skal jeg finde løsningerne på problemerne, så vi kan genfinde vores styrke,« lød det efter kampen fra Zidane, som nu er under pres og risikerer at få en fyreseddel, hvis de dårlige præstationer fortsætter.