Real Madrid-angriberen Luka Jovic har under den globale coronakrise angiveligt brudt reglerne om selvisolation.

Nu beklager han sin opførsel.

»Jeg undskylder alle mennesker, hvis jeg på nogen som helst måde har kompromitteret (beskæmmet, red.) dem,« citeres han i det engelske dagblad The Independent for at sige.

Luka Jovic kalder det hændte for 'meget uheldigt'.

Real Madrid-angriberen Luka Jovic ærgrer sig over en misbrugt målchance i en kamp mod Osasuna i september sidste år.
Real Madrid-angriberen Luka Jovic ærgrer sig over en misbrugt målchance i en kamp mod Osasuna i september sidste år. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

»Jeg er blevet misinformeret af nogle personer om, hvordan man skal agere i en selvisolerings-situation. I Spanien var det muligt for mig både at gå på apotek og ind i supermarkeder. Men her i Serbien, hvor jeg befinder mig nu, er dette ikke muligt,« siger Luka Jovic.

Han er de seneste dage blev undersøgt af de serbiske myndigheder for at have forbrudt sig mod myndighedernes krav.

Blandt andet har den serbiske præsident, Aleksandar Vucic, udtalt sig om Luka Jovic, som angiveligt er en af de to serbiske landsholdsspiller, der er blevet efterforsket.

Det skete, efter 22-årige Luka Jovic efter en flyrejse fra Spanien i sidste uge var blevet set på gaderne i Beograd og afbildet i forbindelse med sin kærestes fødselsdagsfest.

»Jeg er meget ked af, at jeg i disse dage nærmest konstant bliver skrevet om. Men mens jeg befandt mig i Spanien, blev jeg testet negativ for coronavirus. Herefter besluttede jeg mig for at rejse hjem til Serbien, hvor jeg ikke blot gerne vil være tæt på min familie, men også forsøge at være en støtte for vores folk,« siger Luka Jovic, der er leveringsdygtig i denne slutreplik:

»Støt Serbien og lad os holde sammen.«