Reagerer på dansk mareridt: 'En fiasko af rang'
Wolfsburgs katastrofale sæson har et kæmpe dansk aftryk, mener B.T.s sportsredaktør.
Wolfsburgs katastrofale sæson har et kæmpe dansk aftryk, mener B.T.s sportsredaktør.
»Det kan ikke beskrives som andet end en katastrofe for Wolfsburg.«
Sådan siger B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge om det mareridt, danskerklubben lige nu befinder sig i.
For efter to gyselige playoffkampe mod Paderborn er fadæsen en realitet – Wolfsburg, med Christian Eriksen og Joakim Mæhle på holdkortet, rykker ned for første gang i dette årtusinde.
»Det er en katastrofe med et kæmpe dansk aftryk – truppen er sat sammen af Peter ‘PC’ Christiansen (som var sportsdirektør, red.) – der blev fyret undervejs i sæsonen, og den indeholder fem landsholdsaktuelle danskere. Det er en fiasko af rang for dem.«
Jonas Wind, Adam Daghim og Jesper Lindstrøm fik også spilminutter i opgøret, der ellers startede godt for Wolfsburg.
Men så fik Joakim Mæhle rødt kort efter kun 14 minutter, og det efterlod altså Folkevognsklubben på en umulig opgave, selvom det lykkedes at trække opgøret ud i forlænget spilletid.

Og spørger man Lasse Vøge, betyder Wolfsburgs nye virkelighed et farvel fra klubbens danskere.
»De skal nok alle fem ud og lede efter nye klubber. Og her bliver det spændende, hvor meget der kan dryppe på Superligaen,« siger B.T.s sportsredaktør.
»Jonas Wind og Jesper Lindstrøm kunne sagtens være modne til et comeback til dansk ligafodbold. Og hvad med Christian Eriksen?« spørger han.
»Orker han og familien en ny klub i et nyt land? Eller kunne det friste at vende hjem til OB, hvor træningsbanen ligger to minutters cykeltur fra familiens hus i Odense?«
Wolfsburg tabte opgøret til Paderborn 2-1.
Den første kamp endte 0-0.