Bayern München-stjernen David Alaba raser nu over to lægers kontroversielle forslag i jagten på en vaccine mod coronavirus.
Forslaget kom i sidste uge i et fransk tv-program, hvor lægerne Jean-Paul Mira og Camille Locht argumenterede for, at det ville være mest optimalt at teste en vaccine i Afrika først:
»Hvis jeg må være lidt provokerende, burde man så ikke udføre et sådan studie i Afrika, hvor der ikke er nogen masker, behandling eller genoplivning?«
»Lidt ligesom med visse AIDS-studier, hvor man har gjort ting på prostituerede, fordi man ved, at de er meget udsatte og ikke beskytter sig selv?« lød det først fra Jean-Paul Mira, mens Camille Locht svarede:
»Du har ret. Vi tænker noget lignende det studie for en kur mod tuberkulose-lignende symptomer, som allerede finder sted i Afrika. Vi vil overveje at gøre noget lignende i Afrika.«
Og de udtalelser har altså provokeret David Alaba, der er født og opvokset i Østrig, men han afrikanske rødder.
»Er de to læger eller klovne? Det er en form for racisme, jeg aldrig kunne forestille mig. Skandaløst og uacceptabelt! Vi må alle stå sammen og arbejde tæt sammen for at bekæmpe denne virus,« skriver David Alaba på Twitter.
Og Alaba er langtfra den eneste fodboldspiller, som har kritiseret lægernes forslag.
Den tidligere Chelsea-profil Didier Drogba langer også ud efter de to læger.
»Det er helt utroligt, at vi fortsætter med at acceptere udtalelser som disse. Afrika er ikke noget laboratorium. Jeg tager i den grad afstand fra disse nedværdigende, forkerte og mest af alt racistiske kommentarer,« har ivorianske Drogba skrevet på Twitter.
Camerouns Samuel Eto’o – der som aktiv spillede for blandt andet Barcelona og Chelsea – er også blevet stærkt provokeret af udmeldingerne. Han har lagt et billede af de to læger op på sin Instagram-profil og skrevet følgende:
»I er bare lort. Afrika er ikke noget, I bare kan lege med.«