Har Pione Sisto problemer både personligt og mentalt?
De spekulationer har der i høj grad været i Spanien omkring landsholdsspilleren, der ikke selv ønsker at tale med pressen.
Nu fortæller hans bror og agent, Angelo Sisto, hvordan det står til med Pione Sisto, og han understreger, at han har det godt.
»Jeg kan ikke genkende det billede. Overhovedet ikke. Pione er stadig, som man kender ham. En glad person, der er meget udadvendt, og som har det godt med de folk, han omgås,« siger Angelo Sisto til TV 2 Sport.

Kigger man på Pione Sistos Instagram-konto, er han ikke bleg for at dele motiverende citater. 'Vær dig selv' og 'alt du ønsker dig er på den anden side af frygten,' er blot nogle af de seneste.
Men det betyder altså ikke, at Pione Sisto har det dårligt, understreger Angelo Sisto, der dog også erkender, at der stadig er noget at arbejde på som lillebroren.
»Det har ikke været selvtilliden, der har været problemet her. Det har mere været udfordringen i forhold til, hvordan man kan opveje det her fokus på fodbolden trods den snak og det pres, der kan komme – både fra medier, men også fra tilskuere og så videre. Det er det, han arbejder på og har gjort i et stykke tid nu,« siger Angelo Sisto til TV 2 Sport om Pione Sisto, der blandt andet selv har kaldt sig 'den mest hadede person i Danmark under VM.'
Pione Sisto har kun været i startopstillingen for Celta Vigo otte gange i sæsonen, efter at han sidste sæson var fast mand.
Samtidig har Celta Vigo skiftet træner tre gange i sæsonen, og det mener Angelo Sisto også har haft en indflydelse i forhold til de manglende spilleminutter til Pione Sisto.
Da Åge Hareide i marts udtog landsholdet, var det for første gang i nordmandens tid i spidsen for Danmark uden Pione Sisto.
Årsagen var manglende spilletid, og her understregede Åge Hareide, at ingen spilletid i klubben betyder ingen minutter i landsholdstrøjen.
»Sisto har været vigtig for os. Jeg er meget glad for ham, og han har spillet mange kampe, men når der mangler stabilitet, og du ikke spiller på klubholdet, kommer du heller ikke til at spille her. Men han har været fabelagtig for os, og jeg håber bare, han kommer på ret kurs igen,« sagde Åge Hareide til B.T..



