Pione Sisto har haft det svært det seneste års tid. Rigtig svært.

Den finurlige kantspiller er reduceret til reserve i spanske Celta Vigo, og han har samtidig mistet sin plads i den danske landsholdstrup.

På de sociale medier har den 24-årige vestjyde refereret til sig selv som et af landets mest hadede mennesker, oven på en VM-slutrunde som langtfra gik som forventet og håbet.

Men nu skal der ske noget. Sistos karriere skal tilbage på sporet, og for at det skal ske, skal der ske dramatiske ændringer omkring klubtilværelsen. Derfor sætter Sistos lejr nu Celta Vigo stolen for døren. Forholdene i klubben skal ændre sig dramatisk. Ellers skal Pione Sisto væk.

(Photo by JOSE JORDAN / AFP)
(Photo by JOSE JORDAN / AFP) Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

»Det vi kigger på lige nu, er at finde en holdbar løsning for Pione. Hvis han skal fortsætte i klubben, er der nogle helt andre krav og betingelser, der skal opfyldes først. Det er jeg i løbende dialog med klubben om. Alternativet vil være, at han skifter klub. Sådan ser situationen ud i øjeblikket,« siger Sistos agent og bror, Angelo Sisto, til B.T.

Hvad er det for nogle ting, der skal ændres på fra Celtas side?

»Det kan jeg ikke komme nærmere ind på lige nu,« fortsætter Sisto.

Landstræner Åge Hareide har i løbet af de seneste måneder udtrykt bekymring for Sisto. Den tidligere FC Midtjylland-stjerne havde for halvandet år kurs mod stjernerne, men siden har tingene ændret sig.

Mens han er røget på bænken eller tribunen i Spanien, har han samtidig vist nye selvransagende sider af sig selv på det sociale Instagram.

»Jeg håber, at han får styr på karrieren, og det var været hårdt med de mange trænerskifter i Celta. Men jeg kan ikke blande mig i spillernes privatliv. Jeg kan kun give råd i forhold til deres karriere,« sagde Åge Hareide tidligere på året.

»Jon og jeg har været nede og tale med Pione, Hjulsager og Mathias Jensen, og der talte vi om alt muligt, både om fodbold og om livet. Det er vigtigt, at spillerne har det godt, så de kan præstere på banen,« lød det videre fra landstræneren.

I Spanien har medierne skrevet om mentale og personlige problemer, men Angelo Sisto understreger, at hans bror har det godt, og at turbulensen det seneste år har handlet om den professionelle side af Pione Sisto.

Foto: ALBERT GEA
Vis mere

»Der har været trænerskifter og situationen omkring, om de overhovedet kunne nå at blive i La Liga. Det har haft en indvirkning på ham, men det er ikke noget, der direkte har at gøre med hans personlighed. Det er på et professionelt plan og noget, han har måttet lære, som situationen er opstået,« forklarer Angelo Sisto.

Nu afgører de kommende uger og Celtas respons på Sistos krav, hvorvidt en af landets mest talentfulde spillere skal bruge talentet et andet sted end i det nordlige Spanien.

Angelo Sisto understreger, at Sisto ikke vender hjem til Danmark. I stedet er målet at blive i udlandet.

»Der er en del klubber, som er på udkig efter kantspillere. Både mellemstore og store klubber. Det er klubben og jeg i dialog om, ligesom jeg er i dialog med de klubber, der har en interesse,« slutter han.