I dag er han en stor stjerne. Men Raheem Sterlings liv har langt fra været lyserødt.

Han har før fortalt åbent om, hvordan hans far blev myrdet, da han var helt lille.

Og nu fortæller han om en meget svær tid, da han blot var en skoledreng, og hvordan det første møde med England var en kold fornøjelse.

»Jeg kan huske, jeg havde en kæmpe jakke på. Jeg kan se det på billederne med min tante, der kom over med mig. Jeg tror, det var den værste dag i hendes liv, for det var et helt andet sted. Vi var vant til 29-30 grader, og det var omkring jul, så det var rigtig koldt. Først var det rigtig hårdt,« siger 24-årige Sterling til GQ.

Raheem Sterlings barndom var ikke let. Da han var blot to år, blev hans far dræbt, og i skolen fik han slag med bælter.
Raheem Sterlings barndom var ikke let. Da han var blot to år, blev hans far dræbt, og i skolen fik han slag med bælter. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Det var dog ikke blot temperaturen, der var svær for ham. Som lille var skolegangen på Jamaica en barsk oplevelse. En kontrast til det, Manchester City-spilleren oplevede i England.

»Skolen var anderledes. Jeg slap afsted med mere i skolen her (i England, red.), men da jeg var på Jamaica, var der nultolerance. De brugte bælter. Jeg tror regeringen derovre har fået stoppet det nu, men der var tider, hvor det var brutalt,« fortæller Raheem Sterling.

Han kom til England, da han var omkring fem år - et helt år efter hans mor og søster var flyttet. En flytning, der i høj grad kom i kølvandet på drabet på faren.

Et menneske, som han ikke rigtig kan huske, men som han har et minde af på sin krop.

Et minde, der fik meget opmærksomhed sidste år, for Raheem Sterling har fået en pistol tatoveret på sin højre læg, og den blev ikke ligefrem godt modtaget. Mange fans kaldte det 'ulækkert', men der gemte sig en rørende forklaring.

»Da jeg var to år gammel, blev min far skudt og dræbt. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville røre en pistol i mit liv. Jeg skyder med min højre fod, så det har en dybere mening og er stadig ufærdig,« skrev Raheem Sterling på sin Instagram-story.

Fordi han var så lille, da faren blev dræbt, kender han kun til de detaljer, hans mor har fortalt, siger han til GQ. Og han erkender da også, at det kan være svært ikke at erindre sin egen far.

»Nogle gange er det hårdt, men alt sker af en grund. Nu hvor jeg har mine egne børn, sørger jeg for at give dem kærligheden fra den faderfigur, jeg aldrig selv havde. Og jeg tror, det har været med til, at jeg har fået det bedre,« siger Raheem Sterling.