Mauricio Pochettino mener, at PSG var dominerende i de to Champions League-semifinaler mod Manchester City.

Paris Saint-Germain missede tirsdag en plads i finalen i Champions League efter et samlet nederlag til Manchester City.

Hjemmekampen i sidste uge blev tabt 1-2, og tirsdag aften indkasserede pariserne et 0-2-nederlag på udebane.

Selv om det franske hold endte med at tabe begge semifinaler, så sidder PSG-træner Mauricio Pochettino tilbage med en følelse af, at franskmændene havde fortjent mere.

- Hvis man analyserer på de to kampe, så var vi dominerende mod et hold, der er meget svært at dominere.

- Men man har brug for nogle få procenter af held i enkelte nøglesituationer, siger Pochettino til RMC Sport.

- Jeg er stolt. Jeg har sagt tillykke til Manchester City, men jeg er skuffet, for jeg føler, at vi fortjente mere, men de var mere kliniske end os. De scorede de mål, som de skulle. Vi spillede ellers kampen, som vi havde planlagt, siger han.

På vejen mod semifinalen sendte PSG både FC Barcelona og Bayern München ud af Champions League. Det skabte håb om, at dette kunne være sæsonen, hvor PSG endelig skulle gå hele vejen.

I semifinalerne mod Manchester City havde flere af PSG-spillerne dog svært ved at tøjle temperamentet, hvilket førte til to udvisninger - en i hver kamp.

I den første kamp fik Idrissa Gueye et rødt kort med et kvarter tilbage, og onsdag aften var det Angel Di Maria, der blev sendt fra banen med 20 minutter igen.

Ovenikøbet sad stjerneangriberen Kylian Mbappe på bænken i returopgøret, efter at han var skadet i dagene op til kampen i Manchester.

- Vi spillede 10 mod 11 både hjemme og ude i sammenlagt 35-40 minutter, hvilket er en stor ulempe, siger Pochettino.

Trods skuffelsen i Champions League har PSG fortsat chancen for at genvinde det franske mesterskab og vinde pokalturneringen i hjemlandet.

- Vi bør være positive. At nå hertil og slå Barcelona og Bayern. Det er selvfølgelig en skam ikke at nå finalen, men det her hold giver aldrig op. Vi kæmper, siger træneren.

PSG indtager andenpladsen i den franske liga - et point efter førerholdet Lille med tre runder tilbage. I pokalturneringen er det stjernespækkede mandskab nået frem til semifinalen, hvor Montpellier venter.

/ritzau/AFP