Der kan ikke være meget tvivl om, at Kylian Mbappé snart er fortid i Paris Saint-Germain.
Længe har rygterne gået på, at den talentfulde franskmand skulle til Real Madrid, men mandag kommer Sky News med en chokmelding.
Den saudiarabiske klub Al Hilal har afgivet et bud, der slår alle rekorder.
PSG har ifølge nyhedsbureauet AP bekræftet buddet, der lyder på 259 millioner pund – svarende til 2,2 milliarder kroner.
I sidste uge skrev den store franske sportsavis L'Équipe, at 24-årige Mbappé var blevet udeladt fra en tur til Japan, hvor PSG skulle på træningslejr.
L'Équipe skrev, at det skyldtes, at PSG tror, at Mbappé – som har kontraktudløb i juni 2024 – havde lavet en aftale med Real Madrid om at gå på en fri transfer, når kontrakten udløber med den franske storklub.
Meldingen kom dagen efter, at PSG angiveligt skulle have tilbudt franskmanden en såkaldt livstidskontrakt.
Det ville være en kontrakt, som ville binde Mbappé til PSG i ti år, men til gengæld ville indbringe Mbappé en årsløn på hele 743 millioner danske kroner.
Men nu kan turen i stedet gå til Saudi-Arabien.