Kristoffer Pallesen var en lykkelig mand efter AaBs 4-0-sejr mod Lyngby.

Ikke nok med, at backen havde fødselsdag, og AaB leverede en overbevisende præstation, så var der også plads til smil og humor efter opgøret, da AaB-spilleren delte en pinlig anekdote, som fandt sted sidste sommer.

»Nu havde jeg jo håbet, at denne her skulle blive i lukket, nordjysk kreds,« indledte Kristoffer Pallesen, da han blev konfronteret med historien af TV3 Sport.

Du kan se AaBeren fortælle den sjove anekdote øverst i artiklen.

Kristoffer Pallesen (th.) her i duel med Brøndbys Morten Frendrup. Billedet er fra juli 2020.
Kristoffer Pallesen (th.) her i duel med Brøndbys Morten Frendrup. Billedet er fra juli 2020. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Fodboldspilleren og hans kæreste ventede et barn sammen, og svipseren fandt sted fem uger inden kærestens termin. Parret var ved at flytte fra Aarhus til Aalborg, og derfor sov de indimellem hver for sig.

Det var det, der skete, den pinlige nat, hvor Kristoffer Pallesen lå i Aalborg og kæresten i Aarhus.

»Telefonen var ikke slået på høj volumen, men pludselig kan jeg høre en lille robotstøvsuger, der kører rundt på gulvet. Jeg er oppe for at slukke robotten og lægger mig egentlig tilbage for at sove. Men så tænder den igen, og dér tænker jeg, at der er noget galt,« forklarede Kristoffer Pallesen.

»Jeg kiggede på telefonen, hvor jeg kunne bladre ned og se opkald efter opkald.«

Du har nok gættet det. Kristoffer Pallesens kæreste var ved at gå i fødsel, og derfor fik hun fjernstartet robotstøvsugeren for at vække AaB-spilleren.

Det lykkedes, og så fik han pludselig travlt.

Rigtig travlt.

»Jeg kører med 110 km/t til Aarhus og brager ind på fødestuen, hvor jeg når det lige inden klimaks,« sagde AaB-spilleren med et smil på læben.

»Jordemoderen sendte nogle øjne, som jeg ikke ønsker at se igen.«

Hvad der skete derefter, fortalte Kristoffer Pallesen ikke. Men ikke desto mindre nåede han til sit barns fødsel.

Den 31-årige højreback har været i AaB siden 2017.

I denne sæson har han spillet 27 superligakampe for AaB og lagt op til tre mål.