En ny corona-skandale har ramt Premier League.
Tre Tottenham-stjerner og en enkelt Premier League-profil fra West Ham er kommet i corona-fedtefadet efter at have overtrådt de engelske covid-19-reglerne i julen.
De valgte simpelthen at samle deres respektive familier til en fælles julefejring. De skyldige skulle ifølge Daily Mail være: Sergio Reguilon, Giovani Lo Celso og Érik Lamela fra Tottenham og West Hams Manuel Lanzini.
Og nu er Lo Celso og Lamela ovenikøbet netop blevet testet positiv for corona, ifølge Tottenham-journalisten Duncan Castles. Dette er dog ikke officielt bekræftet.

Daily Mail skriver, at man kan se de fire fodboldstjerner sammen deres koner og kærester og børn på samme billede, som ifølge avisen skulle være taget i julen.
Det er en af spillernes venner, som har delt billedet på Instagram, hvor man kan se 18 mennesker, herunder de fire spillere. Se selv herover.
Den engelske regerings regler siger, at folk, der lever i den såkaldte Tier 4, som inkluderer London, ikke må samles med andre, end dem man bor sammen med.
Ifølge Daily Mail fandt fodboldspillernes julefejring sted i argentinske Lo Celsos hus, som skulle ligge i London.

Med undtagelse af skadede Lo Celso har de tre øvrige været i aktion for deres klubber hen over jul og nytår.
Tottenham beklager og tager afstand fra spillernes handling, og oplyser, at sagen vil blive ordnet internt:
»Vi er meget skuffede og fordømmer kraftigt dette billede, der viser nogle af vores spillere sammen med familie og venner i julen, især da vi er fuldt ud klar over, hvilke ofre som alle rundt om i landet har bragt for at være i sikkerhed i julen,« lyder det Tottenham:
»Reglerne er klare, der er ingen undtagelser, og vi minder regelmæssigt alle vores spillere og personale om de nyeste protokoller og deres ansvar for at overholde dem og være et godt eksempel. Sagen vil blive behandlet internt.«
Tottenham skal i aktion i Premier League lørdag eftermiddag mod Leeds, hvor hverken Lo Celso eller Lamela er med. Reguilon er på bænken for London-klubben.