Køen af bejlere til Christian Eriksen bliver tilsyneladende længere og længere.
Seneste klub, som melder sig på rygtebørsen til at hapse den danske Inter-stjerne, er den detroniserede spanske storklub Valencia.
Det skriver den store italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.
Der er dog flere vanskeligheder og forbehold i Valencias ønske om at overtage Eriksen, som kan gøre det til en vanskelig operation her i januars transfervindue.

Ifølge velinformerede La Gazzetta dello Sport skulle Valencia have forhørt sig om Eriksens situation i Inter, hvor han er uønsket et fiaskofyldt første år for den danske landsholdsstjerne.
Den tidligere så mægtige klub befinder sig dog i en både sportslig såvel som økonomisk krise.
Derfor ønsker Valencia blot at leje Eriksen for resten af sæsonen uden option på at købe ham efterfølgende.
Derudover vil spanierne have, at Inter fortsat betaler en del af Eriksens tårnhøje sstjerneløn som er på tæt på fem millioner kroner om måneden - plus det løse.
Det ser derfor svært ud med at få enderne til mødes, vurderer den italienske sportsavis. Og hvad vil Eriksen: Er Valencia 'sexet' nok for den ambitiøse midtbanespiller?
Det har tidligere forlydt, at den snart 29-årige fynbo var mest lun på at blive genforenet med sin tidligere Tottenham-træner, Mauricio Pochettino, som inden for dage oofficieltbliver præsenteret som ny træner i Paris Saint-Germain.
Ifølge den kendte italienske transferjournalist Fabrizio Romano, som B.T.s podcast 'Transfervinduet' talte med i den forgangne uge, så havde Inter dog - i hvert fald på det tidspunkt - ikke officielt hørt fra PSG - eller andre klubber for den sags skyld.
»Inters plan med Eriksen er meget klar: De vil af med ham, og Eriksen vil væk. Så han er ude! De skal nu sammen finde en løsning, og det skal ske hurtigst muligt. Men endnu har ingen klubber henvendt sig,« siger Fabrizio Romano, som er en af Europas største transferjournalister med over to millioner følgere på Twitter.
Nu hvor transfervinduet er åbent, kan spillet om Eriksens fremtid dog udvikle sig time for time, frem mod det smækker i den 1. februar.