Premier League-klubben Aston Villa har fyret cheftræner Dean Smith.
Det bekræfter Birmingham-klubben på sin hjemmeside søndag.
Fyringen kom oven på et nederlag fredag aften på 1-0 til Southampton, som var klubbens femte nederlag på stribe.
Det placerer den ambitiøse Premier League-klub blot to point over nedrykningsstregen.
»Efter en god start på sidste sæson har vi i år ikke set de løbende forbedringer i forhold til resultater, præstationer og ligaplaceringer, som vi alle har stræbt efter,« siger klubbens direktør, Christian Purslow.
Det er endnu ikke afsløret, hvem der tager over efter Dean Smith
Dean Smith blev i oktober 2018 kapret til Aston Villa fra danskerklubben Brentford, hvor han havde danske Thomas Frank som assistent.
Smith førte Aston Villa fra Championship til Premier League, hvor det i de seneste sæsoner er blevet til en 17.- og en 11.-plads.
Fyringen af Dean Smith kommer, blot dagen efter at bundholdet Norwich lørdag smed deres cheftræner, Daniel Farke, på porten.
Nu skal Aston Villa på jagt efter en ny cheftræner, og her kommer danske Johan Lange til at spille en hovedrolle.
Han er sportsdirektør i klubben, og en af dem, som Johan Lange kan være på jagt efter, skulle efter sigende være den danske landstræner, Kasper Hjulmand.
Det skriver flere engelske medier, heriblandt Daily Mail og Birmingham Mail.