Forsvinder Premier League-fodbolden fra danskernes almenkendte flow-tv?

Noget kunne tyde på det.

Torsdag har NENT erhvervet sig rettighederne til Premier League for perioden 2022 til 2028. Men det kan øjensynligt blive en anderledes dækning end den, vi kender i dag.

»Nordic Entertainment Group har allerede i dag rettighederne til Premier League, som frem til 2022 kan ses i sin helhed på Viaplay samt på NENTs tv-kanaler og Xee. Men nu har NENT i en banebrydende ny aftale lagt yderligere seks år til rettighedsperioden, således at verdens bedste liga, Premier League, vil være at finde på NENTs streamingtjeneste Viaplay helt frem til maj 2028,« skriver NENT i en pressemeddelelse torsdag under overskriften 'Viaplay hjemmebane for Premier League de næste otte år'.

NENTs tv-kanaler og Xee nævnes ikke i forbindelse med den nye aftale. Det gør kun Viaplay. Spørgsmålet er derfor, om Premier League forsvinder fra dansk flow-tv fra sommeren 2022?

»Det er endnu for tidligt for os at kunne udtale os præcist om, hvordan kampene vil blive broadcastet. Her og nu arbejder vi med en strategi om, at alle kampe vil være mulige at se live på Viaplay. Vi har stor fokus på vores streamingtjeneste, som i øjeblikket vokser sig større og større,« lyder svaret fra NENT Groups svenske kommunikationschef, Tobias Gyhlenius, til B.T.

Tobias Gyhlenius understreger, at han ikke har informationer om, at måden, hvorpå man viser kampene i øjeblikket, vil blive ændret frem mod udløb af den igangværende aftales udløb i forsommeren 2022.

»Hvad vi herefter beslutter os for, vil i god tid inden den ny sæson (2022/2023, red.) blive meldt ud,« siger Tobias Gyhlenius.

Streamingtjenesten Viaplay holdt 28. januar 2020 pressemøde og NENT Groups Head of Sports Kim Mikkelsen, billedet, indledtes med en tale.
Streamingtjenesten Viaplay holdt 28. januar 2020 pressemøde og NENT Groups Head of Sports Kim Mikkelsen, billedet, indledtes med en tale. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Kim Mikkelsen, der er sportschef for NENT, har ingen kommentarer til problematikken.

»Spørgsmål af strategisk karakter skal adresseres vores kommunikationsafdeling. Når det er sagt, er vi enormt glade for, at rettighederne stadig ligger hos os. Ambitionen er, at vi fremover laver en endnu bedre Premier League-dækning, end den vi har i dag. Det kan meget vel være, at det kræver tilførsel af nye dygtige kolleger. Men nyheden er endnu så ny, at vi ikke har fået lagt konkrete planer,« siger Kim Mikkelsen og tilføjer:

»Premier League er ubetinget den vigtigste internationale liga-rettighed, fordi den blandt de europæiske ligaer har flest dedikerede fans.«

Rettighederne til Premier League i Danmark, Norge, Sverige og Finland er de første, som Premier League har solgt noget sted i verden for perioden fra 2022 og frem.

NENT ønsker ikke at oplyse prisen for Premier League-aftalen, der altså løber i hele seks år.

»Men den har ikke nået et niveau, hvor vi ikke længere kan være med,« siger Tobias Gyhlenius.

Ifølge B.T.s oplysninger bejlede tv-distributøren Discovery også til at overtage Premier League-rettighederne.

»Vi konstaterer, at engelsk fodbold de næste år kan ses hos NENT, men derudover har vi ingen kommentarer,« siger Discovery Networks Denmarks kommunikations- og PR-chef, Lena Bøgild.

Hun oplyser, at det ikke er muligt at få Discoverys direktør, Christian Kemp, i tale.

B.T. ville ellers gerne have spurgt ham, hvorvidt han betragter situationen som et nederlag, hvor det efterlader Discovery Networks Denmark, og hvor vigtigt det nu er for selskabet at sikre sig transmissionsrettighederne til Champions League. De rettigheder kommer i udbud til foråret.

Anders Antonsen, der tidligere har været nordisk sportsdirektør hos Discovery Networks, tror ifølge Mediawatch, at NENTs forlængelse af Premier League-rettighederne kan få indflydelse på det kommende Champions League-udbud.

»Det betyder, at konkurrencen om Champions League bliver mindst lige så stor,« citeres han blandt andet for at sige.