Omkring 15 milliarder kroner. Der har du prisen for, hvad det koster at se Liverpool, Manchester United og Manchester City spille fodbold i Premier League fra 2022 og seks år frem.
Den store nordiske mediekoncern NENT, som står bag TV3-kanalerne og Viaplay, sikrede sig torsdag retten til at fortsætte med at vise Premier League-fodbold frem til sommeren 2028. Og det kostede lidt at få de rettigheder i hus.
Det norske medie Kampanje melder om en samlet pris for de nordiske rettigheder på over 14,5 milliarder danske kroner, mens engelske The Times tidligere skrev 17,5 milliarder kroner, inden mediet selv fjernede den information.
»Vi er ekstremt glade og stolte over at have rettighederne til Premier League fra 2022 til 2028 – også i Norge. Der har været prisinflation, men en rimelig en. Derudover kommenterer vi aldrig på, hvad en sportsrettighed koster,« skriver NENT Groups kommunikationschef, Tobias Gyhlenius, til B.T.

Uanset hvad den endelige pris endte med at blive, er der ingen tvivl om, at det er dyrt at få lov at sende fodbold fra Premier League. Og den regning skal ende et sted, som Martin Salamon, der er cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk, allerede sagde i sidste uge til B.T.
»Det er der nogen, der skal betale, og det bliver forbrugerne. Priserne kommer til at ligge på det meget høje niveau, og det bliver klart overført til forbrugerne,« lød det fra Martin Salamon.
Dermed forudser Martin Salamon, at det i fremtiden vil blive dyrere for forbrugere at se Premier League. En trend, som allerede fylder noget i disse tider, hvor tv-krigen raser mellem Discovery, NENT og YouSee.
Hos NENT italesatte administrerende direktør Anders Jensen netop denne mulige prisstigning. Noget, man gerne vil undgå ved muligvis at sælge nogle af rettighederne.

»Det er en ganske naturlig og også nødvendig udvikling, at vi indgår samarbejder om rettighederne. Med de store og dyre sportsrettigheder skal vi passe på ikke at sende regningen videre til slutkunderne, og en måde at tjene penge på rettighederne på er at finde partnere,« siger Anders Jensen til MediaWatch og fortsætter.
»Jeg er 100 procent sikker på, at partnerskaber er en forudsætning for, at vi ikke ødelægger kundernes betalingsvillighed for store sportsrettigheder.«
Det åbner jo op for, at NENT kan sælge en del af Premier League-kampene videre til andre danske tv-udbydere, som man tidligere har gjort til Discovery og i øjeblikket gør til YouSee via kanalen Xee.
Vil det være en mulighed, at I sælger et antal Premier League-kampe til andre danske tv-udbydere?
»Vi agter at gøre Premier League så tilgængelig som muligt for alle fans, men hvis og hvordan vi vælger at samarbejde med partnere, vender vi tilbage til,« lyder det fra Tobias Gyhlenius.
Det er først fra 2022, de nye rettigheder gælder. Men de fortsætter altså hos NENT, der har måttet have den store pung frem.
Senere på året kan selskabet muligvis være tvunget til at tage den frem igen, når endnu en af de allerstørste rettigheder sendes i udbud.
Champions League-rettighederne kommer nemlig også til salg i år, og her forventes det også at blive en kamp, hvor Discovery ønsker at være med.