En sand midtjysk invasion har ramt den portugisiske klub CD Mafra – og det skaber bekymring hos lokale fans.
Hele 10 spillere – alle unge talenter – har denne sommer skiftet FC Midtjylland ud med den lille klub fra den næstbedste række i Cristiano Ronaldos hjemland.
Det er ikke gået ubemærket hen i den portugisiske by Mafra uden for Lissabon, hvor det upåagtede hold med den tætte danske forbindelse har hjemme.
Her frygter Kim Cadete, at det opsigtsvækkende samarbejde mellem FC Midtjylland og CD Mafra, som midtjyderne ikke ønsker at tale om, og som kritiseres af eksperter, kan få negative konsekvenser for klubben.
»Blandt fansene er der mange, der synes, at spillerne er for unge og uprøvede på seniorniveau. Vi kan godt frygte for, hvad der vil ske,« siger den livslange CD Mafra-fan Kim Cadete.
Bortset fra reservemålmand Elias Olafsson er de øvrige ni FCM-spillere, som skal tørne ud for CD Mafras bedste hold, alle unge talenter, der er kommet op gennem midtjydernes akademi, som endnu er et stykke fra at slå igennem på Superligaholdet.
Dette bekymrer den 40-årige familiefar, der er betalende medlem af klubben, en såkaldt 'socio', som man også kender det fra en klub som FC Barcelona.
»Om spillerne er danske eller ej betyder ikke så meget, men man er nødt til at holde fokus på projektet og planen, som er, at CD Mafra skal overleve i den næstbedste række. Og med manglen på erfaring hos mange af spillerne, er vi bange for, at vi kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning. Det er jo ikke alle spillerne, der vil have samme niveau som Ousmane Diomande,« siger Kim Cadete med henvisning til den tidligere FCM-forsvarsspiller, som i vinter blev solgt til storklubben Sporting efter at have imponeret stort CD Mafra.
Som B.T. kunne beskrive det i går, ser Flemming Povlsen også faresignaler i midtjydernes portugisiske samarbejde, som har vakt opsigt, efter den store transferaktivitet er taget til mellem de to klubber i dette transfervindue.
»Det, der sker med FCM og Mafra, er det, man advarer imod skal ske i Danmark, når udenlandske ejere overtager en dansk klub. At en klub placerer en masse spillere i den anden klub, så de kan få spilletid der. Helt overordnet er det ikke godt for fodbolden. Identiteten forsvinder i den modtagende klub. Jeg er ikke fan af det der,« siger den tidligere danske landsholdsspiller og nuværende ekspert hos Discovery:
FC Midtjylland har siden 2022 samarbejdet med og sendt spillere til CD Mafra. Denne sommer bekræftede CD Mafra så et officielt samarbejde, men formaliteterne er endnu ukendte.
Tanken er, at klubben skal udleje unge spillere – enten danske eller udenlandske – som skal høste værdifuld førsteholdserfaring i Portugal og øge sandsynligheden for, at de senere bliver profiler og kan sælges videre – som Ousmane Diomande – eller vende hjem til Superligaen hos FCM.
Tipsbladet.dk har tidligere afsløret, at Herning-klubben reelt køber CD Mafra og FCM har også udtalt sig om samarbejdet uden dog at bekræfte et opkøb.
B.T. har forsøgt at få FC Midtjylland og CD Mafra i snak om samarbejdet, men indtil videre vil klubberne ikke kommentere på det.