Københavns Politi bekræfter, at der er rejst tiltale i voldsssagen mod Bendtner og en taxachauffør.

Det sker i en mail til en række journalister på danske medier.

»Anklageskriftet er nu forkyndt for de involverede parter, og Københavns Politi kan derfor bekræfte, at der er rejst tiltale mod begge parter i sagen,« lyder det i mailen.

Politiet underlader dog at nævne navnet på den danske angriber, men omtaler alene sagen som »en voldssag, der omhandler en taxachauffør i Indre By natten til den 9. september 2018.«

Episoden udspillede sig natten til søndag den 9. september, da Nicklas Bendtner og hans kæreste, Philine Roepstorff, havde været i byen. De tog en taxi, og på vejen opstod der noget tumult, der resulterede i, at taxichaufføren fik dobbelt kæbebrud.

Efterfølgende blev Nicklas Bendtner meldt til politiet, der efterfølgende sigtede ham for vold mod chaufføren.

Philine Roepstorff har på Twitter fortalt, at taxachaufføren akstede en flaske efter hende og Bendtner. Politiet valgte efterfølgende at rejse sigtelse mod taxachaufføren, og nu er begge altså tiltalt.

Nyheden om at Bendtner og taxacuafføren bliver tiltalt blev breaket af advokaten Mette Grith Stage, der er forsvarere for taxachaufføren.

»Min klient er blevet tiltalt for at kaste med en ukendt genstand mod Bendtner og hans kæreste uden at ramme. Han nægter sig skyldig,« sagde hun torsdag formiddag.

Sagen er berammet i Byretten til hovedforhandling den 2. november 2018 klokken 09.30, og der er afsat tre timer til sagen.

De nærmere detaljer i anklagepunkter vil fremgå af et anklageskrift, som politiet venter at frigive til pressen i næste uge.

Bendtners klub, Rosenborg, har i første omgang holdt hånden over den danske fodboldspiller, og at der nu er rejst tiltale, får ikke umiddelbart den norske storklub til at reagere.

»Vi har ingen kommentarer til de nye oplysninger. Vi overlader sagen til dem, der efterforsker den. Men selvfølgelig følger vi sagen,« sagde Rosenborgs sportsdirektør, Stig Inge Bjørnebye, til B.T. torsdag.