Hvis det står til politiet, så skal der ikke Dortmund-fans til København i forbindelse med Champions League-kampen mod FCK i starten af november.

For Københavns Politi har nemlig været i dialog med Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) med henblik på at afvikle kampen uden fans fra udeholdet.

Det bekræfter Københavns Politi over for B.T.

»På baggrund af urolighederne ved de to klubbers første kamp i Dortmund har vi desværre en forventning om, at der i forbindelse med kampen i København vil komme grupper af både tyske og danske fans, som er ude på at lave ballade. Både på selve kampdagen, men også allerede dagen før,« siger Peter Dahl, der er ledende politiinspektør hos Københavns Politi, og fortsætter:

Der udspillede sig skandaløse scener på tilskuerpladserne inden kampen mellem Dortmund og FC København.
Der udspillede sig skandaløse scener på tilskuerpladserne inden kampen mellem Dortmund og FC København. RONALD WITTEK

»Derfor er vi i gang med at undersøge, hvordan vi bedst sikrer en ordentlig afvikling af kampen, og en af mulighederne er, at der ikke kommer fans fra udeholdet. Det har vi anbefalet UEFA, som dog ikke umiddelbart har vist tegn på at ville efterkomme vores anbefaling. Derfor undersøger vi nu, hvad der ellers er af muligheder, så vi kan få afviklet kampen under så sikre forhold som muligt.«

Det var i weekenden, at den tyske storklub kunne meddele, at klubbens fans ikke var velkomne i den danske hovedstad til kampen, hvis det stod til Københavns Politi.

Politikredsen havde dog på daværende tidspunkt ikke meldt noget ud om anmodningen til UEFA. Men det har de altså nu.

Ønsket fra Københavns Politi kommer på baggrund af de optøjer, der fandt sted, da de to klubber 6. september mødte hinanden i Dortmund.

Her var der nemlig voldsomme uroligheder mellem de to klubbers fans både på og uden for stadion. På stadion blev der blandt andet affyret store mængder pyroteknik mellem fanafsnittene.

Derudover var flere Brøndby-hooligans rejst til Dortmund for at støtte den tyske klub mod den danske rival. Det resulterede i overfald på FCK-fans, som flere videoer dokumenterede inden kampen.

Dortmund oplyser, at klubben har planer om at starte billetsalget til kampen i København tirsdag, selv om UEFA endnu ikke har truffet en beslutning oven på anmodningen fra Københavns Politi

FC København og Dortmund brager sammen i den sidste gruppekamp 2. november.