Den danske fodboldtræner Thomas Frank har gang i lidt af et pokaleventyr med sit Championship-mandskab, Brentford.
Tirsdag sikrede holdet fra den næstbedste fodboldrække i England sig således en plads i semifinalen i den engelske Liga Cup.
Det skete med en 1-0-sejr hjemme over Premier League-holdet Newcastle.
Den 22-årige, engelske angriber Joshua Dasilva sørgede for sejrsmålet cirka halvvejs i anden halvleg. Derfra lykkedes det Brentford at køre sejren hjem og booke den imponerende semifinaleplads.
Brentford var et af to Championship-hold, der havde spillet sig frem til kvartfinalerne i den ene af de to engelske pokalturneringer.
Det andet er Stoke, der onsdag møder Tottenham, og derudover tæller deltagerne blandt andet de to store Manchester-klubber.
Manchester City og Arsenal mødes tirsdag aften klokken 20.45 i den anden af de i alt fire Liga Cup-kvartfinaler.
/ritzau/

