Sagaen om den danske landsholdsspiller Joakim Mæhles fodboldfremtid er nu endelig slut.
B.T. har de seneste par dage kunne fortælle, hvordan den italienske Champions League-klub Atalanta har nærmet sig den 23-årige dansker. Og nu kan B.T. så afsløre, at handlen mellem Atalanta og belgiske Genk er endegyldigt på plads.
Italienerne betaler - ifølge B.T.s oplysninger - 11 millioner euro (godt 82 millioner kroner) her og nu for Mæhle. Og dertil er der en række mulige bonusser, som kan få beløbet til at stige.
Joakim Mæhle har fået en lang kontrakt med den italienske traditionsklub - de næste 4,5 år har han papir på samarbejdet.

Han spiller på lørdag sidste kamp for belgierne, når Genk hjemme møder Wasland-Beveren.
Joakim Mæhle skiftede i 2017 fra AaB til Genk, hvor han har været en stor succes. Blandt andet var han en afgørende spiller, da den belgiske klub i 2019 vandt mesterskabet.
Og den 23-årige nordjyde har længe været jagtet af større klubber. Blandt andet har engelske Southampton og franske Marseille lagt bud på bordet - men det blev altså Atalanta, der løb med underskriften fra den eftertragtde dansker.
Genk har tirsdag aften bekræftet handlen.





