Han er bedst kendt for at være ham, der kørte seks AC Horsens-fans ned efter en fodboldkamp mellem OB og AC Horsens tilbage i 2010.

Nu er den i dag 28-årige mand og inkarnerede OB-fan ved navn Martin Bryhl idømt tre års fængsel for databedrageri ved Retten i Kolding.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Martin Bryhl formåede nemlig at bedrage sig til knap fem millioner kroner ved at franarre tilfældige mennesker deres NemID, optage lån i deres navn for til sidst at få pengene udbetalt til sin egen eller andres konti.

Den 28-årige fodboldfan optræder i det danske hooliganregister og var blandt andet i medierne, efter han til VM i Rusland kastede med tunge ølkrus under kampene.

I den forbindelse gav han et interview til TV 2, hvor han fortalte, at han ikke kunne se det forkerte i at kaste med de tunge ølkrus.

Det skete efter, at DBU blev tildelt en bøde på omkring 127.000 kroner på grund af fansenes opførsel under slutrunden.

Men allerede tilbage i 2010 var Martin Bryhl involveret i en grim sag, da han bragede ind i en gruppe AC Horsens-fans efter en Superligakamp. To personer blev hårdt kvæstet og var kortvarigt i livsfare efter påkørslen, som skete efter OB havde tabt kampen i Horsens.

Ved Retten i Kolding torsdag blev han desuden også dømt for at have været i besiddelse af 34,2 gram kokain, da han sidste år blev anholdt i sit hjem.

Senest vakte Martin Bryhl og stjerneadvokaten Mette Grith Stage opsigt, efter advokaten i et opslag på Facebook poserede i en OB-trøje med navnene Bryhl/Stage bagpå.

Trøjen var en gave fra netop Martin Bryhl og billedet blev forklaret med, at det skulle være en 'sjov gimmick', men sådan så Per Ravn Sørensen det bestemt ikke.

Han blev for to år siden overfaldt og tæsket til bevidstløshed på gaden i Kolding af netop Martin Bryhl.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage lagde billedet ud på firmaets Favebook-side 7. januar. Det er siden blev slettet.
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage lagde billedet ud på firmaets Favebook-side 7. januar. Det er siden blev slettet.
Vis mere

»Det er fuldstændig grotesk. Jeg føler, at hun som advokat gør grin med alle dem, som har været udsat for vold af Martin Bryhl,« fortalte Per Ravn Sørensen til B.T.

Opslaget er sidenhen blevet fjernet fra advokatfirmaets Facebookside.

Ifølge Fyens Stiftstidende kører der lige nu også en sag ved Retten i Odense, hvor Martin Bryhl er blandt de 22, der er på listen over tiltalte. Det er her, at Mette Grith Stage er fodboldfanens advokat.

Her drejer det sig om et slagsmål forud for opgøret mellem OB og AGF i Odense tilbage i maj 2018.