FC Barcelona og Martin Braithwaite var tæt på katastrofen, men reddede lidt af æren mod Cornella fra den tredjebedste række i den spanske pokalturnering.

Superstjernerne måtte ind i den forlængede spilletid for at score i 1/16-finalen, hvor Ousmane Dembélé scorede til 1-0, mens Braithwaite pyntede til 2-0 i de døende sekunder i en pinlig affære for Ronald Koemans mandskab.

Braithwaite er startet på bænken i tre af de seneste fire kampe. I pokalkampen fik han chancen fra start i angrebet side om side med Antoine Griezmann og Trincao. Han spillede hele kampen, men var bort set fra scoringen stort set usynlig på Cornellas lille stadion i samfulde 120 minutter plus det løse.

Den danske landsholdsangriber gjorde sig blandt andet uheldigt bemærket med at brænde en gigantisk chance i den ordinære kamps afgørende fase ved stillingen 0-0. En løs bold faldt ned for fødderne af Barca-danskeren, men han formåede at sparke bolden forbi mål fra tre-fire meters afstand.

Foto: Enric Fontcuberta
Vis mere

Lionel Messi havde karantæne. Og det kunne ses på FC Barcelonas spil. Det hang bare ikke sammen, og holdet var blottet for kreativt overskud mod de hårdt-fightende miniputter.

Faktisk havde Cornella flere nærgående forsøg i kampen, mens FC Barcelona formåede at brænde hele to straffespark i den ordinære spilletid.

I første halvleg brændte Miralem Pjanic, mens det var indskiftede Ousmane Dembeles tur til at gøre det samme med 10 minutter igen. I begge tilfælde reddede målmandshelten for Cornella, Juan Roman.

Cornella slog sensationelt Atlético Madrid ud i sidste runde af den spanske pokalturnering efter en 1-0-sejr. I aftes floppede FC Barcelonas ærkerivaler, Real Madrid, i pokalturneringen. Stjernemandskabet tabte 2-1 til Alcoyano, som ligesom Cornella er fra Segunda B-ligaen.