»Wow!«

Sådan lød den første reaktion fra CBS-værten Kate Abdo, da Peter Schmeichel løftede sløret.

Den danske keeper-legende fortalte i forbindelse med Champions League-braget mellem Paris Saint-Germain og Bayern München, at den tyske storklub gik efter at tilknytte hans søn, den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel, da Manuel Neuer gik i stykker på en skitur.

I januar berettede tyske Bild, at Nice-keeperen var Plan B, hvis ikke Yann Sommer var kommet til.

»Det er Yann Sommer, der står bag mig her,« sagde Peter Schmeichel fra sidelinjen i Paris og fortsatte:

»Faktisk kunne det have været min søn. På samme dag, som de hentede Yann Sommer, havde de også samtaler med min søn, for det tog dem omkring ti dage til at blive enige med Borussia Mönchengladbach (Hvor Sommer spillede, red.).

»Jeg kunne have stået og set min søn varme op her, men uheldigvis skete det ikke.«

Peter Schmeichel, der selv har en glorværdig målmandskarriere bag sig, fortæller, at den schweriziske målmand ikke er 'nogen Neuer', men roser også tyskeren for at være en integreret del af den måde, som Bayern spiller på. Især bider han mærke i, hvor højt målmanden tør gå op for at være med i spillet.

Sommer holdt dog skansen mod Mbappé, Messi og Neymar, for Bayern vandt 1-0 i første opgør i Paris.

Først 8. marts spilles der returopgør.