Pernille Harders svenske fodboldkæreste, Magdalena Eriksson, har ikke fået lov til at rejse til Wolfsburg.

Det er her, Pernille Harder opholder sig, mens coronavirussen hærger verden over. Af den grund ønskede Magdalena Eriksson at gøre hende selskab, men det bliver der ikke noget af.

Det fortæller Magdalena Eriksson, der til daglig spiller i London-klubben Chelsea, til Aftonbladet.

»Jeg har i øjeblikket ingen gyldige grunde til at tage til Tyskland. I stedet fik jeg lov til at tage hjem. Vi er flere i Chelsea, der har fået lov af klubben til at tage hjem til vores familier lige nu, fordi det varer et stykke tid, før vi kan starte op igen,« fortæller Magdalena Eriksson.

Pernille Harder krammer sin svenske kæreste, Magdalena Eriksson.
Pernille Harder krammer sin svenske kæreste, Magdalena Eriksson. VALERY HACHE

Tyskland har nemlig lukket sine grænser som følge af coronavirussen, hvilket altså forhindrer kæresteparret i at se hinanden fysisk. I stedet har den svenske landsholdsprofil fået tilladelse til at være ved familien i Stockholm.

»Det er dejligt at være sammen med sin familie i disse tider. Jeg tror, det ville være meget svært at sidde alene i England.«

Magdalena Eriksson fortæller også, at Chelsea sender spillerne træningsprogrammer, så de opholder sig så isoleret som muligt.

Al fodbold i både England og Tyskland ligger i øjeblikket stille på ubestemt tid.