»Det er et rigtig flot mål, at hun har opnået sådan en status at kunne være forbillede for andre, og folk lytter til hende.«

Ordene stammer fra Mogens Harder. Hans datter Pernille er ubetinget et af de største navne i fodbolden. Hun har vundet nogle af de største priser og trofæer, der overhovedet kan vindes. Nu har hun rettet øjnene mod Champions League-trofæet og en mulig 'quadruple' med sin nye klub, Chelsea FC. Hun er anfører på det danske landshold og er kåret til den bedste spiller i verden.

Men på det seneste har Pernille Harder ikke kun gjort sig bemærket på fodboldbanen, men også i store antimobningskampagner. Som frontkæmper på mange forskellige fronter, så man nu får et indblik i, hvem stjernen bag fodbolden er.

Hjemme hos familien Harder er man især stolt. Stolt over at have en datter, der excellerer i fodbolden, men som også er et forbillede for mange piger på vej frem i fodbolden.

Foto: John Walton
Vis mere

»Det er ikke noget, vi havde forestillet os for ti år siden: at hun skulle være et forbillede og hjælpe så mange andre. Det er noget, man bliver enormt stolt over, at hun i det hele taget deltager i den offentlige debat,« fortæller far Mogens Harder til B.T.

»Vi har altid været meget betagede af det, hun har foretaget sig. Den vilje og styrke, som hun har. Det gælder både i fodbolden, men også alt det andet udenom. Hun har kæmpet en kamp, og det har krævet mange ofre at nå dertil, hvor hun er.«

Med store ligesindede sportsstjerner som Megan Rapinoe og Serena Williams, som begge kæmper for hver sit mindretal, er Pernille Harder også så småt begyndt at røre på sig over de seneste år.

Sammen med sin samlever og medspiller i Chelsea, Magdalena Eriksson, brugte parret blandt andet deres valentinsdag på at åbne for indbakken for folk, der kæmper med at springe ud af skabet – og som gerne vil høre om deres erfaringer eller bare have et godt råd på valentinsdag.

Danmarks Pernille Harder (C) i EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Malta på Energi Viborg Arena, 29. august 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Danmarks Pernille Harder (C) i EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Malta på Energi Viborg Arena, 29. august 2019. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Senere fik hun blandt meget andet stor ros af den respekterede Liverpool-kaptajn Jordan Henderson, da hun i en international kampagne gik imod det stigende onlinehad på de sociale medier. Inden det var hun med i en antidiskriminationskampagne med stjerner som Paul Pogba og José Mourinho.

Og det er ikke noget, som går ubemærket hen.

»Hun er jo på kvindesiden en rigtig interessant profil udadtil i en fodboldmæssig verden. I en kommercielt set mandsdomineret sport, så er det rigtig interessant at se en Pernille Harder på den internationale scene,« lyder det fra Thomas Badura, direktør i Sponsor People.

»Hun bliver brugt i kampagner, fordi hun er én af de rigtig dygtige spillere og derfor også et kendt ansigt. Det synes jeg er super spændende og interessant for hende. Det vidner om, at hun er opdaget på den internationale scene, og hun kan netop være en talsperson. Det er super interessant. Det er ligesom med Caroline Wozniacki, som også blev det i sin karrieres efterår for WTA-organisationen. Det er suverænt at se.«

Det er også noget, man ser særdeles positivt på i LGBT+ Danmark. For jo flere der står frem og fortæller om deres oplevelser, jo bedre er det.

»For vores målgruppe betyder synlighed rigtig meget. Det her med, at der er nogen, der står frem, som man kan spejle sig i, det er rigtig vigtigt,« lyder det fra sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen, som fortsætter:

Pernille Harder, da kvindelandsholdet i fodbold samles med mixed zone og træning frem mod EM-kvalifikationskampene mod Bosnien og Malta på Valby Stadion 14. september 2020. De engelske fodboldklubber ser i stigende grad fordele i at pumpe nogle af deres mange millioner i kvindefodbold. Det lokker profiler som Pernille Harder til. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Pernille Harder, da kvindelandsholdet i fodbold samles med mixed zone og træning frem mod EM-kvalifikationskampene mod Bosnien og Malta på Valby Stadion 14. september 2020. De engelske fodboldklubber ser i stigende grad fordele i at pumpe nogle af deres mange millioner i kvindefodbold. Det lokker profiler som Pernille Harder til. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Når en som Pernille Harder stiller sig frem, så betyder det, at børn, unge og voksne kan sige: 'Okay, der er en person, som jeg kan genkende mig selv i'. Jo mere bred og synlig repræsentation for vores målgruppe, jo bedre. Som LGBT+-person, så vokser man oftest op og føler sig som den eneste i verden. Fordi man er usynliggjort i mediebilledet, i skolematerialer osv. Så al positiv repræsentation er godt.«

Mens Pernille Harder oftere er at finde i internationale kampagner, så bliver hendes navn og ansigt eksponeret mere for fans rundt om i verden.

Det kan ifølge direktør i Sponsor People Thomas Badura betyde, at Pernille Harder så småt begynder at være en del af den store kommercielle verden.

»Der er to sider omkring sportsudøvere: Der er den kommercielle side og den sportslige side. Den sportslige side skal jeg ikke gøre mig ekspert på, men på det kommercielle område kan hun sandsynligvis begynde at blive involveret i internationale reklamer. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at spænde af. Hun kan helt klart være med til at sætte Danmark på verdenskortet rent kommercielt.«