I Belgien er klubberne så småt begyndt at træne frem mod den nye sæson, efter sæsonen 2019/2020 blev stoppet grundet coronapandemien.

Derfor er en lang række spillere blevet bedt om at komme tilbage til deres arbejdsgivere, men for den tidligere FC Midtjylland-profil Paul Onuachu er det ikke lykkedes endnu.

Det meddeler det belgiske medie Het Nieuwsblad.

Ifølge mediet var et privatfly ellers bestilt, så det kunne fragte Onuachu og andre afrikanske spillere fra de belgiske klubber Club Brugge og Gent tilbage til Europa.

Men flyet kunne ikke lette fra Abidjan i Elfenbenskysten, da lufthavnen stadig er lukket ned på grund af sygdomsudbruddet, og ikke mindst fordi der for nylig var et terrorangreb mod lufthavnen.

I Nigeria var det meningen, at lufthavnen i Lagos skulle være åbnet søndag, men det er også udskudt.

Det efterlader altså Genk-angriberen Paul Onuachu i uvished.

Paul Onuachu skiftede for knap et år siden fra FC Midtjylland til belgisk fodbold i en handel, der indbragte den danske klub 45 millioner kroner.