Nicklas Bendtner er kørt ud på et sidespor i Rosenborg.

Den danske angriber har tilbragt størstedelen af sæsonen på bænken, og lørdag var han så slet ikke med i den trup, der var udtaget til kampen mod Lillestrøm.

Derfor spekuleres der lystigt i, at Nicklas Bendtner er en færdig mand i Rosenborg og står foran et sommersalg.

En teori, som Rosenborg-formand Ivar Koteng, ikke just skød ned lørdag eftermiddag, da han blev interviewet i forbindelse med kampen mod Lillestrøm, der endte 1-1.

»Vi ved aldrig hvordan, det udvikler sig. Men der er nok en sandsynlighed for det. Vi sælger spillere i hvert vindue, og dette er det sidste for Bendtner,« sagde Ivar Koteng til NRK ifølge Adresseavisen.

Lørdag aften kom Nicklas Bendtner så selv på banen med en reaktion på sin instagram-profil.

»Tak til alle jer som har skrevet omkring min situation i @rosenborgballklub.«

»Jeg holder utroligt meget af klubben og ønsker kun klubben og mine holdkammerater det bedste altid. Jeg håber på snart at være en del af holdet igen og kunne hjælpe med til at vende skuden. Altid RBK,« skriver Nicklas Bendtner, som altså dermed ikke ligner en mand, der har travlt med at finde nye græsgange.

Foto: Svein Ove Ekornesvåg
Vis mere

Den danske angriber, der har kontraktudløb d. 31. december i år, fik en alternativ optakt til sæsonstarten i Norge, da han brugte en måned i København på afsone en fodlænke-dom.

Forlydender gik dog tidligere i år på, at han vendte tilbage til Rosenborg i topform efter et intenst træningsforløb med en personlig træner, men på banen er det altså ikke kommet til udtryk.

Bendtner har tidligere i denne uge luftet sin utilfredshed med situationen i norske medier, hvor han også har efterlyst et møde med træner Eirik Horneland for at få en forklaring på, hvorfor han er røget ud i kulden.

Eirik Hornelands svar på den forespørgsel indikerer dog ikke ligefrem, at der er bedring på vej i relationen mellem de to.

»Jeg ønsker ikke at kommentere Nicklas specifikt, men hele generelt kan jeg sige, at vi i Rosenborg kommunikerer om træningen på banen, vi kommunikerer i omklædningsrummet, vi kommunikerer i analysen, vi kommunikerer med adfærd (eksemplets magt), vi kommunikerer til spillerne gennem holdudtagelsen, vi kommunikerer individuelt og i fællesskab, vi korrigerer adfærd, vi kommunikerer et kollektivt mindset. Det er vores måde at kommunikere på i interaktion med spillerne, og vi er ikke bange for at kommunikere om det, der er svært,« skrev Eirik Horneland i en sms til VG om sagen.

Rosenborg ligger aktuelt på en skuffende 14. plads i ligaen, hvor de norske mestre har hele ti point op til Molde på førstepladsen.