Træning, indkøb, besøg fra sønnen og restaurant-ture.

Det er, hvad Nicklas Bendtner får tiden til at gå med, mens han afsoner de 50 dage med fodlænke i København.

En straf han fik i starten af november sidste år som følge af at have slået en taxichauffør i september.

Allerede da dommen faldt, fortalte angriberens klub, Rosenborg, at der ville blive lagt et skema for Bendtner, så han kunne passe sin træning.

Derudover viser et kig på de sociale medier, at Nicklas Bendtner de sidste uger har tilbragt tid med sin søn Nicolas og Caroline Fleming, der har været på besøg i lejligheden i København. Her har Nicklas Bendtners kæreste, Philine Roepstorff, blandt andet delt videoer af, at hun har spillet fodbold med otte-årige Nicolas.

Og besøg er også helt tilladt under afsoning med fodlænke, fortæller juridisk lektor ved SDU, Henning Fuglsang Sørensen.

»Der er ikke nogen problemer med at få besøg. Hvem der kommer i hjemmet, bliver ikke kontrolleret. Det handler også om, at hvis man bor med en mand og børn, er det stadigvæk også deres hjem. Derfor er afsoning med fodlænke også betinget af, at dem, der er i hjemmet og er myndige, også skal give samtykke til det. Blandt andet fordi Kriminalforsorgen kommer i tide og utide. Hjemmet bliver teknisk set lavet om til et fængsel i den periode,« siger Henning Fuglsang Sørensen.

Et kig på Instagram viser, at Nicklas Bendtner også har været på restaurant med blandt andet kæresten Philine Roepstorff og sønnen Nicolas i starten af februar.

Foto: Instagram
Vis mere

Foto: Instagram
Vis mere

Foto: Instagram
Vis mere

Som afsoner med fodlænke kan man nemlig få tildelt det, der kaldes 'udetid'. Det kan den, der afsoner, få på dage, hvor vedkommende ikke har andre aktiviteter.

»På dage, hvor en fodlænkeafsoner ikke har andre aktiviteter som for eksempel beskæftigelse, indkøb eller lignende, kan den pågældende få tilladelse til at forlade sin bopæl i en nærmere fastsat periode på to timer,« oplyser Kriminalforsorgen til B.T og fortsætter:

»Efter 30 dages afsoning åbnes mulighed for at forlade hjemmet i længere perioder på aktivitetsfri dage. Det kaldes udetid. Tiden kan den pågældende bruge, som han eller hun ønsker det, men skal selvfølgelig overholde vilkårene for fodlænkeafsoning imens,« lyder det fra Kriminalforsorgen, der oplyser, at det også er tilladt at besøge familie, venner og andre inden for landets grænser i 'udetiden'.

At overholde vilkårene betyder blandt andet, at alkohol og narkotika er helt forbudt under afsoningen.

»De (Kriminalforsorgen, red.) kommer uvarslet på kontrol på alle mulige tidspunkter af døgnet. De kan stå i dit hus eller din lejlighed klokken tre om natten og bede dig om at blæse i et alkometer. Hvis den så viser en promille, er der betydelig risiko for, man bliver indsat til afsoning i fængsel,« siger Henning Fuglsang Sørensen.

Nicklas Bendtner fik fodlænken på den 3. januar, og det betyder, at han er en fri mand igen omkring den 21. februar.

Her kan han igen rejse til Norge og træne med Rosenborg, der i disse dage er på træningslejr.

Sæsonen i Norge begynder den 30. marts, og Nicklas Bendtner går dermed ikke glip af kampe under afsoningen.