Celta Vigo med Pione Sisto i truppen roder rundt nede i bunden af den bedste spanske fodboldrække, og sent søndag kostede det Fran Escribá jobbet som cheftræner.

Afløseren er allerede fundet i form af 46-årige Oscar Garcia, meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Oscar vil blive hjulpet af tre assistenter, og tirsdag forventes han for første gang at stå i spidsen for træningen, skriver Celta Vigo.

Siden 2012 har Oscar Garcia været træner på Barcelonas ungdomshold, i Maccabi Tel Aviv, Brighton, Watford, Salzburg, Saint-Etienne og Olympiakos.

I Celta Vigo skal han forsøge at få klubben tilbage på ret køl efter en svær periode, der har resulteret i flere trænerfyringer.

Pione Sisto kom til Celta i 2016, og Garcia bliver hans sjette cheftræner i tiden i den spanske klub.

Juan Carlos Unzué fik et år på posten i 2017/18, efter Eduardo Berizzo var hentet til Sevilla i 2017.

I 2018 fik Antonio Mohamed knap et halvt år på posten, inden Miguel Cardoso fik sparket efter mindre end fire måneder i marts 2019. Escribá nåede derefter at have jobbet i otte måneder før søndagens fyring.

For den tidligere landsholdsspiller kan fyringen være en mulighed for at komme tættere på holdet. Ganske vist fik han 26 minutter i søndagens nederlag på 0-1 til Getafe, men i alt er det blot seks kampe for Sisto.

Søndag tabte Celta Vigo for fjerde kamp i træk og ligger nu på 18.-pladsen i Primera Division med ni point for 12 kampe.

Der er to point op til Mallorca på den rigtige side af nedrykningsstregen.

/ritzau/