Zinedine Zidane er færdig som cheftræner i Real Madrid.

Det bekræfter klubben.

Det sker efter valg fra franskmanden selv.

»Real Madrid kan bekræfte, at Zinedine Zidane har besluttet at stoppe som træner for klubben. Nu handler det om at respektere hans beslutning og vise ham anerkendelse for hans professionalisme, dedikation og passion i alle disse år,« skriver klubben i meddelelsen og fortsætter:

MIGUEL MEDINA

»Zidane er en af de store Real Madrid-myter, og hans arv går langt udover, hvad han har præsteret som træner og spiller for klubben. Han ved, at han er hjertet af, hvad Real Madrid er. Og det vil altid være hans hjem,« lyder de store ord.

Zidane fik første gang cheftrænerjobbet i Real Madrid i 2016 efter en periode som træner i klubben, inden han stoppede i 2018. Året efter gjorde han comeback i storklubben.

Som træner for Real Madrid har han vundet Champions League hele tre gange, mens det er blevet til to mesterskaber samt en lang række andre triumfer.

Dog har den seneste periode ikke været præget af speciel stor succes på banen, da denne sæson blev den første trofæløse af slagsen siden 2009-2010-sæsonen.

Nu starter Real Madrid så sin jagt på en ny træner.

Og der er nok at vælge imellem. Ifølge den velrennomerede transferjournalist Fabrizio Romano har man allerede haft kontakt med italienske Massimiliano Allegri, mens Antonio Conte også nævnes som en mulighed.

Conte stoppede i Christian Eriksens klub Inter onsdag og er nu fri på markedet.