Simon Kjærs skifte til AC Milan er nu officielt.

Det melder spanske Sevilla FC, der ejer den danske forsvarsspiller.

Ifølge klubbens hjemmeside er Kjær blevet udlejet til den italienske storklub, som har en købsoption på danskeren. Klokken 12 havde AC Milan dog ikke selv bekræftet nyheden.

Hvad AC Milan skal betale for at sikre sig den 30-årige forsvarsspiller på en permanent kontrakt, fremgår dog ikke af hjemmesiden.

Den 30-årige landsholdsanfører kommer fra et mislykket lejeophold i Atalanta, hvortil han skiftede i sommer.

Her blev det dog kun til seks kampe og 381 fodboldminutter.

AC Milan er Kjærs niende klub som professionel efter FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg, AS Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla og altså Atalanta.

I sin nye klub bliver Kjær blandt andet holdkammerat med den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic.