Firmaet Sport Republic, som er stiftet af blandt andre den tidligere FC Midtjylland-bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, har købt Premier League-klubben Southampton.

Det oplyser Southampton på sin hjemmeside.

»I løbet af de seneste to år har vi, sammen med aktionærer i klubben, ledt efter den rette partner til at skabe fremdrift i klubben. I dag har vi fundet den perfekte løsning for klubben,« siger Southampton direktør, Martin Semmens.

»Sport Republic er erfarne investorer, men også erfarne inden for elitesportsverdenen. Den kombination er meget svær at finde, og vi er henrykte over at være nået til enighed med som sikrer vores fremtid på både kort- og lang sigt.«

Rasmus Ankersen forlod sine poster som bestyrelsesformand i FC Midtjylland og sportsdirektør i Brentford i december.

Men han forsvandt kun en måned, inden han dukkede op på fodboldlandkortet igen. Han er medstifter og administrerende direktør i Sport Republic, der altså nu overtager Southampton.

Firmaet har ud over Rasmus Ankersen også en anden dansk stifter, Henrik Kraft, som lige nu er bestyrelsesformand i virksomheden.

Om overtagelsen forklarer han:

»Vi vil være en aktiv og engageret ejer, men vi vil ikke påbegynde revolutioner. Vi var tiltrukket af Southampton, da det er en veldreven klub, som følger en klart defineret strategi,« siger han ifølge hjemmesiden.

»Mens Southampton er Sport Republics første erhvervelse, forventer vi flere investeringer i de kommende år.«

Sport Republic har fået økonomisk opbakning fra den serbiske tv-mogul Dragan Solak, der er grundlægger af United Group, og det er altså serberens pengepung, der gør det muligt at købe Southampton.

Virksomheden køber aktiemajoriteten i Southampton fra kinesiske Gao Jisheng. Katharina Liebherr er fortsat indehaver af en mindre andel af aktierne i Southampton.