Fodboldklubben Esbjerg fB har mandag formiddag præsenteret Peter Hyballa som ny cheftræner.

Den erfarne tysk-hollænder starter i sit nye arbejde, når truppen møder ind efter sommerferien. Det skriver Esbjerg i en pressemeddelelse.

Brian Bo Knudsen, der er klubbens administrerende direktør, synes, at Peter Hyballa passer perfekt ind på den jyske vestkyst.

»Vi byder Peter Hyballa velkommen til Esbjerg og EfB, og vi ser frem til, at han starter op på den anden side af sommerferien med holdet. Hyballa har erfaringer, kompetencer og resultater i den spillestil, som skal kendetegne EfB fremadrettet, så vi er rigtig glade for at have lavet en aftale med ham.«

Henning Bagger

Den 45-årige hovedperson ser frem til de nye udfordringer i Danmark.

»Jeg er glad for at være her i EfB, som er en stor klub, og ser frem til at tage hul på forberedelserne til den nye sæson, hvor målet er at rykke op i Superligaen. Jeg har klare ideer med spillet, hvor et højt pres på banen vil fylde meget samtidig med, at vi skal udvikle unge spillere og gøre dem bedre til et endnu højere niveau.«

»Desuden er jeg glad for, at Maik og Robin kommer til Esbjerg sammen med mig, da de begge er top-eksperter inden for fodboldområdet,« siger Peter Hyballa i pressemeddelelsen.

Han får Maik Drzensla som assistenttræner og Robin Adriaenssen som fysisk træner.

Esbjerg lykkedes ikke med at rykke direkte tilbage i Superligaen i denne sæson, hvor holdet måtte nøjes med en tredjeplads i 1. division.

Dermed bliver Peter Hyballas altoverskyggende mål at føre holdet tilbage til landets bedste fodboldrække.