»Det var sødt og respektfuldt.«

Sådan vurderer OB's forsvarsgeneral Jeppe Tverskov OB-fansenes klapsalver efter modstanderholdets reducering i overtiden.

OB-fansene på Richard Møller Nielsen-tribunen gav den gas og bakkede byens hold op gennem alle 90 minutter. Og der var altså overskud til også at hylde FC Roskildes Sebastian Elvang, da han plaffede bolden op i det lange hjørne udefra.

Opbakningen betyder meget for klubben, fortalte Tverskov efter kampen.

»Der var lidt færre end normalt, men det er vel også onsdag. Generelt synes jeg, at de, der tropper op, præsterer flot. Det er vi virkelig glade for.«

2-1 sejren blev fejret efter kampen, hvor OB-spillerne linede op på række foran tribunen med armene om hinanden og hoppede i takt med fansene.

»Det er jo det, vi gør, når vi vinder. Det var første gang i denne sæson på hjemmebane, men forhåbentligt ikke den sidste gang,« sagde Tverskov.

Tirsdag var der mange rækkers forskel på holdene, da FIUK Odense tog imod AaB. Helt så mange rækkers forskel er der ikke på OB og Roskilde. Men det gør alligevel noget ved kampene, når de små møder de store, mener OB-forsvareren.

»Det plejer ofte at være sådan, at de første 20 minutter bliver hektiske. De bruger meget energi, fordi de har glædet sig og set frem til kampen. Derfor skal kampen sætte sig. Det er også billedet på den her kamp.«

»Vi skulle have scoret nogle flere mål i anden halvleg, men de spiller også godt og er dygtige på bolden. Stor respekt for Roskilde.«

Både Emmanuel Sabbi og Moses Opondo brændte store chancer i slutminutterne. Det ærgrer Tverskov, at holdkammeraterne ikke scorede.

»Det er ikke en gang, fordi chancen skal spilles større. Det bliver de. De bliver bare brændt, selvom vi var alene igennem. Så det var vigtigt, at Bashkim (Kadrii, red.) får sparket den sidste ind.«

Jeppe Tverskov havde også ros tilovers for Roskildes Sebastian Elvang, der reducerede i overtiden.

»Det var bare kvalitet. Det er der også på sådanne hold, fordi nogle spillere har snust til ligabold. Elvang har en god fod. Det er bare god sparketeknik.«