Den engelske Premier League-klub Manchester City har været hårdt ramt af coronavirus, og nu er der igen nye smittetilfælde.

Målmandsreserven Scott Carson og Cole Palmer er testet positive, mens en en ansat i trænerstaben også er. Det sker forud for onsdagens semfinalebrag mod Manchester United i Carabao Cup.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Dermed fortsætter det voldsomme smitteudbrud i Pep Guardiolas trup, der dog langt fra kun har ramt City.

I perioden fra den 28. december til 3. januar er hele 40 personer i Premier League blevet testet positive, hvilket er mere end en fordobling i forhold til ugen inden, hvor 18 var positive.

De mange tilfælde har samtidig betydet, at flere Premier League-kampe er blevet udskudt.

Manchester City har dog været en af de klubber, der har været hårdest ramt.

Tidligere er Kyle Walker og Gabriel Jesus blevet testet positive, hvorefter Ferran Torres, Ederson, Tommy Doyle og Eric Garcia sidenhen også er blevet ramt.

Premier League har tidligere afvist at holde en coronapause trods en stigning i antallet af smittede. Og den linje fastholder ligaen.

»Med et lavt antal af smittede i størstedelen af klubberne har ligaen fortsat fuld tiltro til ligaens covid-19-protokoller, og der er også fuld støtte fra regeringen,« skrev Premier League tirsdag på deres hjemmeside.

De personer, der er blevet testet positive, skal ifølge protokollerne selvisoleres i ti dage.

Opgøret mellem Manchester City og Manchester United spilles ondag klokken 20.45.