Lyt til artiklen

Det kan gå hurtigt i fodboldens verden, og det er det seneste drama i 1. divisionsklubben Sønderjyske et godt eksempel på.

Det er ikke mere end 24 timer siden, at sportsdirektør Esben Hansen fortalte, at løntunge Abdulrahman Taiwo var sendt på U19-holdet på grund af 'flere tilfælde af uærlighed', før han nu har taget Taiwo til nåde.

Den nigerianske angriber er nemlig tilbage i førsteholdstruppen hos Sønderjyske, fortæller Esben Hansen til Der Nordschleswiger, der tidligere mandag berettede om splittelse i Sønderjyske, hvor truppen var på Taiwos side.

»Jeg har haft en opklarende samtale med Taiwos agent, og nu har vi lagt vores uenigheder bag os,« siger Sønderjyske-bossen til avisen.

Efter søndagens sejr over FC Fredericia fortalte anfører Marc Dal Hende, at truppen dedikerede de tre point til degraderede Taiwo, uden Dal Hende ville kommentere yderligere, og truppen var altså ikke enig i behandlingen af Taiwo, som Sønderjyske forsøgte at sælge i sommerens transfervindue.

Men Esben Hansen afviser, at det er pres fra truppen, som har fået Sønderjyske-ledelsen på andre tanker.

Han fortæller i stedet, at der nu er tillid mellem Taiwo og ledelsen.

Dermed er Taiwo altså tilbage på førsteholdet og er i betragtning til fredagens kamp mod Hvidovre.