Det blev Chelsea, men det skulle egentlig have været Liverpool.
En ny bog afslører, hvordan Jose Mourinhos karrierevej kunne have taget et helt andet spor, end det gjorde.
Sådan lyder det ganske utroligt i en ny bog om den portugisiske fodboldtræner skrevet af den franske journalist Nicolas Vilas.
Heri fremgår det ifølge flere medier, at Jose Mouronho i foråret 2004 var enig med Liverpool om i løbet af sommeren samme år at tiltræde som ny manager i klubben. Her skulle han erstatte Gerard Houllier.
»Mourinho skulle have været i Liverpool. Rick Perry (daværende Liverpool-boss, red.) var ansvarlig for transfers, og vi havde en aftale,« skulle Jose Mourinhos rådgiver på det tidspunkt, Jorge Baidek, forklare i bogen:
»De bad os om at vente 15 dage, fordi Houllier stadig var Liverpool-manager.«
Sådan var situationen ifølge bogen i april 2004. Men så gik det hurtigt.
Jose Mourinho var på det tidspunkt glohed på grund af et succesfuldt Champions League-eventyr med FC Porto, og derfor blandede Chelsea sig med et godt tilbud.

Bogen beskriver således, hvor portugiseren i stedet endte med at acceptere jobbet hos London-klubben dagen efter, at han sejrede i Champions League-finalen med den portugisiske klub i slut-maj 2004.
Kort efter begyndte han i manager-jobbet hos Chelsea, og resten er fodboldhistorie.
Jose Mourinho vandt det engelske mesterskab i sine to første sæsoner. Han vendte senere tilbage til klubben og vandt endnu et mesterskab.
Hos Liverpool stoppede Gerard Houllier i sommeren 2004, og han blev erstattet af Rafael Benitez.