José Mourinho vedkender sig, at han ikke fulgte retningslinjer om at holde afstand på Tottenhams træningsbane.

Tottenham-manager José Mourinho medgiver, at han under en træningsseance gik over stregen ved at trodse regler om at holde afstand, som den britiske regering har indført i håbet om at holde coronavirus nogenlunde i skak.

Portugiserens beklagelse kommer, efter at Tottenham tirsdag udsendte en påmindelse i kølvandet på, at der florerede billeder på sociale medier af Mourinho og flere spillere, der ikke fulgte retningslinjerne.

- Jeg accepterer, at mine handlinger ikke stemmer overens med regeringens retningslinjer, og at vi kun må have kontakt med personer fra vores egen husstand.

- Det er vitalt, at vi alle gør vores del og følger regeringens råd for at støtte vores helte i NHS (sundhedsvæsnet, red.) og redde liv, siger Mourinho i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På sociale medier kan man blandt andet se billeder af José Mourinho sammen med spilleren Tanguy Ndombele.

Derudover er der billeder af spillerne Davinson Sánchez og Ryan Sessegnon, der løber sammen samt en video af Serge Aurier, der løber med en anden person.

Premier League har været suspenderet siden starten af marts grundet spredningen af coronavirusset.

Pandemien har fået den britiske regering til at indføre strenge tiltag.

Personer må kun gå udenfor for at motionere en gang om dagen og skal være minimum to meter fra en anden person, der ikke er fra samme husstand.

/ritzau/